Leverkusen smider føring væk mod CSKA Moskva

Tyskerne førte 1-0, men et godt kæmpende CSKA Moskva-hold fik et enkelt point ud af Champions League-kampen.

Bayer Leverkusen var på sejrskurs, men måtte nøjes med det ene point ude mod CSKA Moskva. (Foto: © Sergei Karpukhin, Scanpix)

Bayer Leverkusen forsømte tirsdag aften muligheden for at hente en meget vigtig sejr i fodboldens Champions League.

Den tyske klub spillede 1-1 ude mod russiske CSKA Moskva, så Leverkusen har syv point efter fem kampe i gruppe E.

Russerne er sidst med tre point og kan ikke længere gå videre i Champions League.

Senere tirsdag tager franske Monaco, der har otte point, imod engelske Tottenham, der har fire point.

I tilfælde af fransk sejr er både Monaco og Leverkusen sikret avancement til ottendedelsfinalerne.

Med seks-syv minusgrader i Moskva blev tirsdagens kamp en kold oplevelse for både spillere og tilskuere.

Hjemmepublikummet i den russiske hovedstad fik dog noget at varme sig på, for CSKA Moskva skabte flere chancer i kampens indledende fase.

Aleksandr Golovin var blandt andet alene igennem, men Leverkusen-målmand Bernd Leno leverede en flot redning.

Efter cirka et kvarter fik hjemmeholdet dog en kold dukkert, da tyskerne bragte sig foran 1-0.

Efter en indøvet frisparkskombination spillede Kevin Kampl bolden frem til Kevin Volland, der sikkert udplacerede Igor Akinfeev i CSKA's mål.

Hjemmeholdet holdt dog ikke op med at producere chancer, og efter en halv times spil sendte Alan Dzagoev bolden lige over mål.

Russerne pressede på

I anden halvleg intensiverede CSKA Moskva presset på Bayer Leverkusen, og midt i halvlegen var det tæt på at give bonus.

Igen var det Aleksandr Golovin, der måtte se Bernd Leno klare en afslutning, denne gang dog i to omgange.

Målmanden fik først halvklaret forsøget, og dernæst kastede Bernd Leno sig og fik stoppet bolden umiddelbart før målstregen.

Et kvarter før tid fik hjemmeholdet omsider udbytte af anstrengelserne, da Bibras Natcho udlignede til 1-1 på et korrekt dømt straffespark.

Leverkusen var tæt på at komme foran igen, da Kevin Volland få minutter senere ramte stolpen, efter at han flot havde trukket sig fri.

Der blev dog ikke scoret yderligere.

/ritzau/