Krauls karakterbog: Forsvarerne var bedst i Parken

DR Sportens Andreas Kraul har de højeste karakterer til forsvarsspillerne efter FC Københavns nulløsning mod Leicester i Parken.

Mathias Zanka scorer høj karakter hos Andreas Kraul for sin indsats mod Leicester. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Robin Olsen, 7

En kikset clearing før pausen og en lidt hovedløs skovtur i anden halvleg trækker en anelse ned, men ellers var Robin Olsen endnu engang en rolig og sikker sidste skanse i FC Københavns mål.

Peter Ankersen, 4

Højrebacken var bedre indstillet over for spillet i dybden end i udekampen mod samme modstander i Leicester, hvilket trækker op. Til gengæld var der for mange dårlige indlæg, mens et par skudchancer heller ikke blev behandlet ordentligt.

Mathias ’Zanka’ Jørgensen, 10

Stopperen lavede en enkelt fejl over for Vardy i anden halvleg – og gled i en anden situation. Ellers koncentreret og konsekvent forsvarsspil; endda med overskud til flere gange at sætte kontraangreb i gang med intelligente clearinger.

Erik Johanssson, 10

Sammen med makkeren ’Zanka’ var Johansson sit holds bedste. Svenskeren virker roligere end en mæt kat på valium, men var samtidig altid på højde med situationen og sikker i afspillet.

Ludwig Augustinsson, 7

Indledte kampen offensivt og optimistisk med et par gode indlæg. Lagde også op til FC Københavns bedste forsøg efter pausen med aflevering til Verbic i feltet. Absolut godkendt indsats af den svenske back.

Benjamin Verbic, 4

Sloveneren skal have ros for at komme i gode positioner, men ris for at hamre bolden tre meter over mål, som han gjorde på en oplagt skudchance efter pausen. Var dog tæt på at dreje bolden i mål kort efter, men virker stadig for svingende.

William Kvist, 7

Havde et enkelt potentielt farligt boldtab i 1. halvleg, men var ellers stabil og utrolig sikker. Et fantastisk tilbageløb reddede FC København i anden halvleg, da Mathias Jørgensen var gledet, og Leicester var fremme ved deres måske bedste mulighed.

Thomas Delaney, 7

Som sædvanlig hård fight og fuld fokus fra anføreren, der ikke selv blev så farlig som tidligere, men var med til at holde Leicesters midtbane i skak over samtlige 90 minutter.

Rasmus Falk, 2

Det tog lidt tid før Rasmus Falk fik fundet sin plads i kampen og gjorde en forskel. Sluttede dog første halvleg fint, men generelt kom der for lidt fra Falk, og FCK blev markant farligere, da Toutouh erstattede ham midt i anden halvleg.

Andreas Cornelius, 7

Mange hårde dueller med især tyske Robert Huth trak kræfter hos FCK-topscoreren, der dog blev ved med at søge chancen. Den kom i sidste minut, men akkurat som i udekampen stod Schmeichel i vejen.

Federico Santander, 7

Stod for første halvlegs bedste forsøg med et hovedstød lidt forbi, men var ellers mest synlig i spillet ude på banen med en række gode nedtagninger og aktioner. Kæmpede lige som Cornelius hårdt med de to fysisk stærke Leicester-stoppere.

Indskiftede spillere:

Youssef Toutouh, 7

Kom ind efter pausen og gjorde med det samme FC Københavns venstre side farligere. Et par skarpe indlæg. Godt indhop.

Kasper Kusk, UB