Træner Pep Guardiola og Bayern München måtte tirsdag endnu en gang sande, at et spansk hold stod i vejen for deres drømme om en Champions League-finale.
I 2014 sendte Real Madrid tyskerne ud i mørket, mens det sidste år var FC Barcelona, der ekspederede Guardiolas Bayern ud. Og tirsdag var blev Diego Simeones Atletico Madrid endestationen for de tyske rekordmestre.
Træner Pep Guardiola stopper efter sæsonen i Bayern og drager videre til England, hvor han overtager manager-sædet i Manchester City. Og nederlaget til Atletico får bestemt en betydning for træner Pep Guardiolas eftermæle i det sydtyske.
- Der var drama og to brændte straffespark. Og så var der ene dødbringende kontrascoring fra Atletico Madrids Antoine Griezmann. Men til sidste endte det med, at tyskerne manglede det ene mål, der kunne have sendt dem videre.
- Guardiola mangler efter tre semifinale-forsøg at skaffe Bayern München den finaleplads, som de higer efter, lyder vurderingen fra DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.
Kan slutte med to titler
Pep Guardiola overtog tøjlerne i Bayern fra Jupp Heynckes i 2013, hvor den tyske træner havde afsluttet sin tid i storklubben med en historisk 'The Treble' - mesterskab, pokaltitel og Champions League-triumf.
- Guardiola havde brug for en CL-finaleplads for at blive blandt de legendariske Bayern-trænere. Nu kommer han til at mangle det sidste skridt, inden han skifter til Manchester City, supplerer Andreas Kraul.
Pep Guardiola og Bayern München-spillerne kan få et plaster på såret på lørdag, hvor de med en sejr over Ingolstadt kan sikre sig mesterskabet, når den næstsidste runde i Bundesligaen spilles.
Derudover kan Guardiola også være med til at sikre en pokaltriumf i sit opgør i spidsen for Bayern. Den 21. maj venter Borussia Dortmund nemlig i finalen på Olympia Stadion i Berlin.