'København opnår det episke': Udlandet i svime over vild FCK-præstation

FC København høster dagen derpå store roser fra udlandet oven på deres avancement til ottendedelsfinalerne ved Champions League i går.

Der var meget at fejre for FCK tirsdag aften, der for anden gang i historien spillede sig videre til ottendedelsfinalerne i Champions League. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

FC København.

Ovenstående fuldender listen over danske klubber, der har spillet sig videre fra gruppespillet til ottendedelsfinalerne i Europas største klubturnering, Champions League.

Og efter gårsdagens 1-0-sejr over tyrkiske Galatasaray, der sikrede FCK en andenplads i gruppespillet og dermed en billet videre i turneringen, kan den hvidklædte københavnerklub nu også bryste sig af at være den eneste danske klub, der har formået at gøre selvsamme to gange i historien.

Første gang, FC København lykkedes med den vilde bedrift, var i 2010/2011-sæsonen. Og nu har klubben så gjort det igen. Og der er noget særligt over 2023-udgaven af FCK.

Det mener de i hvert fald flere steder i de udenlandske medier, der dagen derpå hylder FCK for Champions League-triumfen.

- København opnår det episke. Det danske hold går videre til ottendedelsfinalen i en af "dødsgrupperne", skriver det spanske medie Marca.

- Med Bayern München, Manchester United og Galatasaray i gruppen er København, som på forhånd var bunden af de fire, blevet nummer to i gruppen efter den tyske mester.

Og netop det faktum, at de københavnske løver formåede at kvalificere sig fra en meget stærk pulje, går igen hos flere medier.

- Det er en historisk succes for det danske hold, der - i en særdeles lumsk gruppe - formår at finde en uventet kvalifikation, skriver det italienske medie Corriere Dello Sport.

En fightervilje af verdensklasse

I England er lovprisningen til gengæld en anelse sværere at støde på, da fokus er et noget andet sted for et af verdens største fodboldlande.

Men selvom de engelske medier mest af alt har travlt med at sørge over tilstanden af den traditionsrige storklub Manchester United, der sluttede sidst i gruppen og må undvære europæisk fodbold efter nytåret, har mediet The Guardian alligevel fundet lidt spalteplads til at hylde præstationen af FCK.

- Leragers mål oplyste en kold nat, da den danske klubs disciplin og stædighed hjalp dem til at gå videre fra en gruppe, som mange eksperter på forhånd forventede, de ville slutte i bunden af, skriver The Guardian.

Lukas Lerager stod for kampens enlige scoring, da FCK besejrede Galatasaray med 1-0. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

I Sverige fremhæver de særligt de svenske spillere som Victor Claesson og Roony Bardhji, men er heller ikke blege for at kalde københavnernes præstation for "sensationel", som det svenske medie Aftonbladet skriver.

Det spanske medie AS tager lovprisningen et skridt videre og sammenligner FCK's triumf med en blanding af velkendte historiefortællinger med overskriften "Askepot var udyret", mens også de understreger, at københavnerne var den mindste favorit af de fire hold i gruppen.

Eventyrlig kan man velsagtens også kalde danskernes præstation. For selvom spillet fremad banen ikke altid var på niveau med topklubberne i Europa, var københavnernes fightervilje det i den grad, skriver det italienske medie La Gazetta Dello Sport.

- Danskernes bedrift er utrolig. De legitimerer deres kvalifikation med endnu en vigtig kamp. De producerer ikke meget, men de lider endnu mere for det, skriver La Gazetta Dello Sport.