Bayern München skulle lige bruge 19 minutter af deres første kamp i dette års Champions League, før de fandt vej til netmaskerne.
Normalt en hurtig scoring, men intet var, som det plejer at være i fodbold, da sydtyskerne hjemme på Allianz Arena tirsdag tog imod kroatiske Dinamo Zagreb.
For efter Harry Kanes 1-0-scoring haglede målene ind i en fart, som sjældent er set i Champions League. Da dommeren fløjtede kampe af, kunne hjemmeholdets publikum tilfreds klappe sine helte af banen efter en sejr på hele 9-2.
Syvmålssejren er den næststørste i Champions Leagues historie og kampens elleve scoringer placerer den som det opgør med næstflest mål i turneringen nogensinde.
Kun overgået af Borussia Dortmunds 8-4-sejr over Legia Warszawa i 2016 og tangerende Monacos 8-3-afklapsnning af Deportivo la Coruña i 2003.
Harry Kane x 4
Det var især tyskerne engelske landsholdsangriber Harry Kane, som var manden bag de mange scoringer.
Hele fire gang fik den 31-årige målmaskine gardinet i det kroatiske mål til at blafre.
Tre af scoringerne faldt på straffespark, og det er første gang at en spiller laver straffe-hattrick i Champions League.
Med aftenens fire mål er Harry Kanes Champions League-total nu oppe på 33, hvilket gør ham til den mest scorende englænder i historien.
- Det var en fantastisk kamp, men også lidt en skør kamp. Det er første gang, jeg har scoret tre mål på straffespark i en kamp, det er sådan noget, som aldrig sker for nogen.
- Jeg træner straffespark, og jeg følger en god rutine, men ærlig talt vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre ved det tredje spark. Heldigvis var jeg i stand til at score alligevel, siger Kane til tyske DAZN.
Men det er langt fra første gang, at en spiller har klappet bolden i kasse fire gange i én Champions League-kamp siden turneringens moderne form så dagens lys i 1992.
Hele 16 gange tidligere er det sket, senest i 2021 da Sébastien Haller scorede fire gang i Ajax' 5-1-sejr over Sporting Lisabon.
Flest mål i én og samme Champions League-kamp deles af tre spillere. Lionel Messi, Luiz Adriano og Erling Haaland, som alle har formået at få bolden i mål hele fem gange i samme kamp.