I den hjemlige liga kan Celtic med Kasper Schmeichel i målet gå på vandet, men tirsdag aften fik skotterne en fodboldlektion af de større og tabte 1-7 til Dortmund i Champions League.
Det er første gang i karrieren, at Kasper Schmeichel indkasserer syv mål i samme kamp, og man skal kende danskeren dårligt, hvis ikke blodet fortsat koger her dagen derpå.
Humøret bliver næppe bedre af at kigge i de skotske medier.
- Skotlands top dogs (bedste hold, red.) var reduceret til ynkelige pudler af sidste sæsons sølvvindere i Champions League. Celtic var heldige med at slippe fra Signal Iduna Park med kun syv mål imod sig, skrev The Scotsman i deres reportage fra kampen.
Her blev også holdets udtryk og manager Brendan Rodgers kastet under bussen.
- Hans hold - for svagt og for åbent - blev flået fra hinanden af Dortmunds fart, afleveringer og præcision.
The Scotsman noterede sig selvsagt også, at det blev en lang aften for Schmeichel i buret.
- Han havde et par gode redninger, men indkasserede på det første straffespark og blev passeret for let af Karim Adeyemi (Dortmund-spiller, red.) ved det tredje mål. Fik syv mål imod sig på en elendig aften for den danske veteran, skrev The Scotsman.
Schmeichel får ros midt i mareridtet
Det er ikke hver dag, at en Champions League-kamp ender 1-7, og ifølge statistikmediet Opta var gårsdagens kamp også første gang siden 1997-1998-sæsonen, at et britisk hold lod fem mål gå ind i en første halvleg.
Alt i alt en rædderlig omgang, var budskabet i analyserne hos mediet Daily Record, som ligeledes noterede sig, at ondt kunne være blevet værre.
- Det var en mareridtsaften for de skotske mestre i Europas bedste klubturnering, da sværvægterne fra Bundesligaen smadrede syv mål ind bag Kasper Schmeichel - og det kunne være blevet til endnu mere, hvis Nuri Sahins (tyskernes træner, red.) hold havde været mere nådesløse, skriver Daily Record.
Ja, faktisk skal Celtic ligefrem glæde sig over, at de havde den danske keeper på kassen, forklarede klubbens tidligere spiller, Mark Wilson, på Sky Sports News.
- Hvis jeg skal være fuldstændig ærlig, var Celtic heldige med 1-7. Jeg kan tælle fire eller fem gange, hvor Kasper Schmeichel hiver gode redninger op. Så det kunne være blevet meget værre, sagde Mark Wilson.