Kl. 20.45 går det løs i dette års kvartfinaler i Champions League, når Atletico Madrid med Diego Simeone i spidsen gæster Camp Nou og FC Barcelona. Det er anden gang på to sæsoner, de to hold krydser klinger i den europæiske turnering, og her har Diego Simeone en bemærkelsesværdig statistik på sin side.
Han er nemlig den eneste træner, der i otte Champions League-sæsoner i træk har formået at sende FC Barcelona ud af en kvartfinale ved Champions League. Det skete, da de to hold mødtes i 2014. Her endte første kamp på Camp Nou 1-1, hvor først Diego scorede for madrilenerne og dernæst Neymar for FC Barcelona. Det modsatte opgør endte 1-0 til Diego Simeone og Atletico Madrid, og FC Barcelona blev sendt ud af Champions League med et samlet nederlag på 2-1.
Faktisk er Atletico Madrid og Diego Simeone det ene af kun tre hold, der nogensinde har formået at sende FC Barcelona ud af en Champions League kvartfinale. De to andre hold er Paris Saint Germain, der gjorde det i 1994/95, og Juventus, der vandt over to kampe i sæsonen 2002/03.
Diego Simeone står i en Champions League-kvartfinale for tredje år i træk, han har været i en Champions League-finale, men aldrig vundet turneringen. Til gengæld har Diego Simeone det overordnet set svært med at spille mod catalanerne. I 15 forsøg - alle turneringer medregnet - har han nemlig kun vundet én kamp, tabt ni og spillet fem uafgjorte.
Endnu en treble
På den anden side står Luis Enrique, der indtil videre har haft en kometkarriere som træner for FC Barcelona. Samtidig med at han og FC Barcelona sidste år vandt det spanske mesterskab, den spanske pokal-turnering og Champions League, styrer de lige nu meget sikkert mod endnu et spansk mesterskab, er i finalen i den spanske pokal-turnering og har altså også stadig muligheden for at vinde Champions League. FC Barcelona kan altså igen vinde det, der er kendt som The Treble.
Det er altså anden gang ud af lige så mange mulige i tiden som FC Barcelona-træner, at Luis Enrique er i en Champions League-kvartfinale, og spanieren har aldrig prøvet at tabe på Camp Nou i en Champions League-kamp. Kun to gange har han prøvet at tabe i Champions League. Det var mod Bayern München og PSG, der begge vandt med 3-2.
Tilgengæld har FC Barcelona det traditionelt svært mod andre hold fra den spanske liga i Champions League. De har nemlig spillet 22 gange mod et spansk hold, men har bemærkelsesværdigt nok kun vundet seks af dem. Til gengæld har de tabt 10, mens seks er endt uafgjort. Det er FC Barcelonas niende kvartfinale i træk, mens det i alt er blevet til 14 vundne af slagsen, med dertil hørende tre samlede nederlag.