Efter 0-0 hjemme mod FC Astana onsdag aften må FC Midtjylland skyde en hvid pil efter deltagelse i europæisk fodbolds fineste selskab. Det lykkedes ikke de forsvarende mestre at vende 1-2 nederlaget fra udebaneturen til Kazakhstan, og de må derfor vinke farvel til Champions League-gruppespil.
Nu venter så en ny og anderledes dagsorden - jagten på Europa League. Noget, der ligger et godt stykke fra den drøm, man havde på Heden.
- Stemningen er trist og ærgerlig. Det var en kæmpe drøm, og den er væk nu. Europa League kan være ligemeget. For det var på den store scene, at vi havde store forventninger om at komme så langt som muligt og forhåbentlig være på nippet til at komme i gruppespillet, sagde FCM-keeper Jesper Hansen efter nederlaget.
Heller ikke FCM-kaptajn Jacob Poulsen kunne skjule sin skuffelse over exittet i CL-kvalifikationen.
- FC Astana er et hold, som vi burde være bedre end over to kampe. Det var vi ikke, så det er selvfølgelig skuffende. Men nu må vi glemme Champions League. Det var drømmen, men det mislykkedes. Så nu må vi gå efter Europa League, sagde FCM-kaptajnen.
Og nu skal midtjyderne fra næste uge jagte gruppespillet i Europa League. En turnering FC København, FC Nordsjælland og Brøndby IF også er på jagt efter.