FC Midtjylland kan meget vel komme til at møde Apoel FC, der for et år siden lossede AaB ud af Champions League-kvalifikationen med 5-1 samlet.
Det er udsigterne efter lodtrækningen til tredje kvalifikationsrunde til Champions League fredag middag.
Mødet kræver dog, at FC Midtjylland spiller sig videre imod Lincoln Red Imps. Midtjyderne vandt 1-0 på hjemmebane i den første kamp, så det burde være en opnåelig præstation.
Apoels stærke hjemmebane
Lidt mere spekulativt er det med Apoel, der er kendt for at have en utrolig stærk hjemmebane. Det var her, AaB fik en cypriotisk 4-0-afklapsning for et år siden. Samme sted tabte FCK 3-1, så de glippede kvalifikationen med 3-2 samlet.
Mere stille gik det for sig i Apoels første kamp imod Vardar. Makedonerne kom fra det første møde med hæderlige 0-0, og derfor er der stadig en mulighed for at det er Vardar, der venter på Midtjylland i en eventuel tredje kvalifikationsrunde.
Returkampene i anden runde spilles tirsdag/onsdag den 21./22. juli.
Skulle det lykkes FCM at slå Apoel eller Vardar, skal midtjyderne ud i en playoff-runde for at sikre sig en plads i Champions Leagues gruppespil.