Der er mange ting på spil, når FCK i aften løber ind på King Power Stadium til kampen mod Leicester i Champions League.
Ud over de gyldne point er der for tre FCK’ere også noget mere personligt på spil i det engelske. William Kvist, Andreas Cornelius og cheftræner Ståle Solbakken har alle tre haft mindre succesfulde perioder i britisk fodbold.
Især for Andreas Cornelius var tiden i Cardiff svær. Angriberen var blot 20 år, da han for angivelige 75 millioner kroner underskrev en femårig aftale med Cardiff i 2013.
Men allerede året efter var han tilbage i FCK efter et ophold med alvorlige skader og en reserve-rolle.
Derfor har Cornelius også noget bevise over for det engelske publikum i aften mod Leicester.
- Jeg glæder mig da til at komme tilbage, siger han til DR Sporten og fortsætter:
- Det bliver sjovt at kunne komme tilbage og levere og vise, at jeg godt kan være med på dette niveau. Jeg er ovre det kapitel, men jo, det er en motivationsfaktor for mig til i aften, siger Cornelius, der nåede otte kampe uden at score i den walisiske klub.
Rekord-nedrykninger
William Kvist nåede at spille i England i længere tid. Midtbanespilleren var i Fulham og Wigan i godt halvandet år, og heller ikke han kan huske tilbage på en succesfuld tid i England.
- Vi rykkede jo ned to gange på halvandet år, det er jo næsten rekord, griner William Kvist.
På trods af disse sportsligt negative oplevelser afviser han, at han skulle have noget at bevise i aften mod Leicester.
- Absolut ikke. Hvis jeg skulle have noget at bevise, var det måske mere i Tyskland, siger Kvist med henvisning til sin tid i Stuttgart.
- Jeg var her i England i halvandet år, og der var ikke noget succes over det. Men englænderne er dejlige mennesker, de elsker fodbold, og det tog jeg med mig. De ligner nok danskerne mere, end vi tror, i forhold til at det hele skal nok gå, siger han og slår fast:
- Så nej, på ingen måde en hævnfølelse i aften, men et glædeligt gensyn. Det er bare skønt at være tilbage. Jeg kender jo alt til den gode regn, skyerne og de mange får på markerne, siger Kvist.
Ingen revanche
Hvorvidt det er et glædeligt gensyn med England for Ståle Solbakken skal være usagt. Faktum er det, at nordmanden blev fyret som manager for Wolverhampton i 2013 efter kun et halvt år.
- Jeg fik seks-syv måneder. Det er meget normalt i The Championship. Jeg er vist ikke den første, det er sket for, sagde Solbakken ved gårsdagens pressemøde i Leicester.
- Jeg er ikke tilbage for at få revanche. Faktisk slog vi Leicester 2-1, så det er dem, der har revanche til gode mod mig, siger Solbakken.
Hektisk stemning
Alle tre lægger vægt på den gode stemning på de forskellige stadioner i England. En stemning, FCK får at føle i aftenens CL-kamp.
- Stadion her er måske ikke så stort som andre CL-stadioner, men der kommer til at være en sindssyg stemning. Det har jeg oplevet mange gange i Championship og i Premier League, selv på mindre stadions som det her, siger Kvist.
- De er så stolte af, hvad de har opnået her i Leicester, at de bakker fuldstændigt op, og derfor bliver her også en hektisk stemning. Specielt de engelske spillere er jo vokset op med den stemning, og det gør, at de kan løbe solen sort på det, siger han.
- Det er lidt noget andet, når de er på udebane i Parken, men her på hjemmebane vil de komme med en kraft, som vi ikke er vant til at møde, heller ikke i Europa.