FC København tager nok engang tjansen som Danmarks frontløber i europæisk klubfodbold, efter de onsdag aften spillede 1-1 i returkampen mod polske Raków Czestochowa hjemme i Parken og kvalificerede sig til Champions League.
Dermed går københavnerne videre med en samlet målscore på 2-1 efter 1-0-sejren i Polen i sidste uge.
Det er andet år i træk, at FCK finder vej til det forjættede, fine selskab og altså har sit navn med i bowlen, når der torsdag aften trækkes lod til gruppespillet.
Det har ingen dansk klub på herresiden tidligere formået.
Med et ganske fornuftigt udgangspunkt, 1-0 fra opgøret i Polen, skortede det ikke ligefrem på argumenter for, at FC København skulle passe godt på kuglen og være en smule påpasselige i det fremadrettede spil.
Omvendt vidste Raków Czestochowa, at de skulle ud og finde et mål. Sådan er det jo. Fodbold over to kampe.
De polske gæster havde også enkelte nærgående forsøg, men fordrev mestendels tiden med at trække tempoet ud og teste københavnernes tålmodighed. Bedst som trætheden meldte sig, havde FCK’s Denis Vavro heldigvis lidt opkvikkende gemt i støvlespidsen.
For der var dømt luftkys til den københavnske aftenhimmel, da han efter 35 minutter bragede sit langskud til 1-0 i nettet.
Klumpspil kastede en løs bold af sig, som sloveneren simpelthen bare huggede til. Opportunistisk, et sted mellem håb og håbløshed, men altså, hvorfor ikke?
Raków-keeper Vladan Kovacevic blev nemlig taget fuldstændig på sengen og tabte et skridt, mens han forgæves forsøgte at forhindre FCK-scoringen.
Ti minutter senere var der mere ballade omkring det polske mål. Jordan Larsson fik serverete et indlæg, han chippede på overliggeren og over målet.
En smule panik til sidst
Pauseføringen må uden tvivl have indgydet ro i det københavnske omklædningsrum, som også lagde an til at holde bolden i egne rækker med indskiftningen af angriber Andreas Cornelius efter 60 minutter.
En stærk mand i front til at dominere i luftrummet og sikre nedfald på banens sidste tredjedel.
Kort efter var det dog Raków Czestochowa, der markerede sig to gange på to minutter. Først med et stolpeskud, inden FCK-keeper Kamil Grabara reddede et hovedstød tæt under mål.
Gæsterne varslede, at der var grimme ting i vente, og det beviste de efter 87 minutter, da et indlæg blev lagt af til angriber Lukasz Zwolinski, der udlignede til 1-1 og kortvarigt sugede alt luft ud af Parken.
Fornyet spænding og nervepirrende til det sidste, men også en perfekt affyringsramte til den FCK-eufori, der opstod, da dommer István Kovács endelig fandt fløjten frem efter seks minutters overtid og blæste opgøret af.