Dortmund slår Paris og er i Champions League-finalen for første gang i 11 år

Tyskerne vandt på udebane i Paris med 1-0.

Nico Schlotterbeck og resten af Dortmund-defensiven holdt Paris Saint-Germain fra fadet i begge opgør af semifinalen. (Foto: © MIGUEL MEDINA, Ritzau Scanpix)

Storholdet Paris Saint-Germain var pisket til sejr mod tyske Borussia Dortmund for at snuppe pladsen i Champions League-finalen.

Men franskmændene kunne ikke finde vejen gennem den gule mur. Og da Paris var uopmærksomme på et hjørnespark, kunne Dortmund tage fra den franske hovedstad med en sejr på 1-0 og en billet til Champions League-finalen efter en samlet sejr på 2-0.

Paris Saint-Germains Goncalo Ramos græmmede sig, da Dortmund scorede til 1-0 og for alvor gjorde det svært for franskmændene. (Foto: © Anne-Christine Poujoulat, Ritzau Scanpix)

Det var nogle defensive tyskere, der indtog Parc des Princes i byernes by. De havde føringen fra start, da de vandt første opgør for en uge siden med 1-0.

Derfor var offensivt initiativ en by i Rusland for Dortmund, der ikke har brillieret i denne sæson, hvor de kun indtager en femteplads i den tyske Bundesliga. En plads i Champions League-finalen ville være en kæmpe bedrift for de gule gæster.

Derfor pakkede tyskernes forsvar megastjernen Kylian Mbappé ind i vat, og den offensive talisman fik ikke meget tid på kuglen.

På den måde var Dortmund i fuld kontrol, selvom de ikke havde den store boldbesiddelse. Det havde de parisiske markspillere i stedet - de var bare ikke farlige, når Mbappé blev neutraliseret.

Efter 36 minutter kunne gæsterne så notere sig for første halvlegs store chance. På en omstilling snød lynhurtige Karim Adeyemi det franske forsvar og var alene med målmanden. Men Gianluigi Donnerumma fandt en stor redning frem.

Et wake-up-call til Paris, der blev farligere og fik sat Kylian Mbappé mere i scene. Men hver gang, det var lige ved at blive rigtig farligt, kom enten Mats Hummels, Nico Schlotterbeck eller Gregor Kobel i vejen.

Derfor gik de to hold til pause med 0-0.

Norske Julian Ryerson fik lukket godt ned for Kylian Mbappé i første halvleg. (Foto: © FRANCK FIFE, Ritzau Scanpix)

SkakMats, Paris

Paris Saint-Germain kom flyvende ud til anden halvleg. Efter bare halvandet minut var de tæt på at udligne i den samlede stilling. Et indlæg fra Mbappé blev rettet af to gange, før bolden endte hos Warren Zaire-Emery på bagerste stolpe.

Men vinklen blev akkurat for spids for den 18-årige midtbanespiller, hvis afslutning ramte stolpen.

En sjælden fejl i det tyske forsvar. Fejlen var dog større i den anden anden bare to minutter senere. Her efterlod Paris nemlig den hovedstødsstærke forsvarsspiller Mats Hummels helt fri på et hjørnespark, som den 35-årige Dortmund-spiller nemt pandede i kassen.

1-0 til Dortmund, der var på vej mod deres første Champions League-finale i 11 år.

Mats Hummels (i gult) pandede Dortmund i front. (Foto: © Robert Michael, Robert Michael/picture-alliance/dpa/AP Images)

Paris Saint-Germain tillod chokket at vare i ti minutter. Så var de tilbage med initiativ og vilje. Det viste Nuno Mendes prøver på, da han fra kanten af feltet hamrede bolden på stolpen.

Kort efter viste Ousmane Dembele prøver på sine driblekundskaber. De fik også sat målscorer Hummels, der kom flyvende i en glidende tackling på kanten af feltet. Dembele gik i græsset og dommer Daniele Orsato pegede på pletten.

Dortmund slap dog med skrækken, da Orsato ændrede sig beslutning til et frispark. Forseelsen skete akkurat på den, med tyske briller, rigtige side af stregen.

Meget symptomatisk for Paris' præstation sparkede Marco Asensio bolden direkte ind på sin medspiller, der skulle dække for målmand Kobels udsyn - de kunne bare ikke få offensiven til at spille.

Med fem minutter igen brændte det for alvor på det tyske forsvar. Efter et langt angreb med flere blokeringer endte bolden for fødderne af Mbappé, der sparkede på mål. Men Gregor Kobel fik akkurat fingrene på og sendte bolden på overliggeren.

Den ramte Vitinha også to minutter senere, da han trykkede af fra distancen og ramte undersiden af overliggeren. Men bolden ville bare ikke ind for Paris, der måtte sande, at semifinalen skulle være endestationen.

Dortmund vinder opgøret med 1-0 og går i finalen, hvor enten Real Madrid eller landsmændene fra Bayern München venter.