Den flyvende fynbo: Vi går videre

Rasmus Falk har taget København med storm. Den finurlige dribler forventer sejr over rumænske FC Astra Giurgiu.

Ham her kan de godt lide i København. Rasmus Falk er et hit i FC København. (Foto: © Anders KjæRbye, Scanpix)

Den 24-årige fynbo Rasmus Falk er på ingen tid blevet en særdeles populær herre i FC København.

Efter tre optrædener i Champions League-kvalifikationen og to kampe i Superligaen er det blevet til fire mål, flere oplæg og adskillige lækre detaljer.

- Jeg har lagt alt i at lære alle de nye ting herovre. Det har været let at falde til her, så det er også en cadeau til mine holdkammerater, trænere og ledere her, siger den tidligere OB-spiller i et afdæmpet forsøg på at forklare den hurtige og store succes i hovedstaden.

Onsdag aften kan han blive en af profilerne, når FC København hjemme i Telia Parken tager imod rumænske FC Astra Giurgiu, som københavnerne spillede 1-1 mod i det første opgør i Rumænien.

Fokuseret på gode præstationer

Rasmus Falk blev skiftet ind i den kamp og blev igen afgørende. Denne gang med en strålende assist til anfører Thomas Delaney.

- Det var et godt tidspunkt at komme ind på, hvor de så meget trætte ud. Jeg havde masser af energi og følte mig helt frisk, så det var et dejligt hold at møde lige der, siger Rasmus Falk, der ikke går så meget op i, om han spiller Superliga eller Champions League-kvalifikation.

- Jeg går til alle kampe med samme fokus. Det handler om at præstere så godt som muligt. Så er det sådan set ligegyldigt, hvem modstanderen er. Jeg har altid lyst til at yde mit bedste og være dedikeret, så det er ikke så vigtigt, hvem man møder og i hvilken turnering, siger Rasmus Falk, der regner med at FC København tage et skridt videre mod Champions League onsdag aften.

- Jeg forventer, vi går videre. Men jeg tror også, det bliver en svær kamp, men i sidste ende handler det om, at vi skal videre. Dernede fik vi vist, at vi havde et fysisk overskud. Det håber jeg, vi kan vise igen, så vi skal spille i et højt tempo. Kampbilledet bliver nok lidt det samme som dernede, siger Rasmus Falk.

FC København – FC Astra Giurgiu spiller fra klokken 19:45 onsdag aften. Kampen vises på TV3+.