Der ikke så meget at sige til, hvis forsvarsspillerne fra Chelsea og Arsenal har gået rundt og rystet en smule i bukserne de seneste dage.
De skal trods alt stå ansigt til ansigt med de mest scorende spillere i Champions League-gruppespillet henholdsvis tirsdag og onsdag.
Chelsea skal tirsdag på besøg hos Real Madrid og den danske angriber Signe Bruun, og onsdag kan Arsenal så se frem til et møde med Pernille Harder og hendes holdkammerater fra Bayern München.
Inden ugens spillerunde i Champions League, den sidste i gruppespillet og inden vinterpausen, ligger de to danskere nummer ét og to på topscorerlisten.
Og der er umiddelbart ingen grund til, at de skulle blive overhalet eller stoppe målformen nu.
Begge er nemlig, som topscorerlisten også antyder, i forrygende form for tiden, fortæller DR Sportens fodboldkommentator Arnela Muminović.
- Pernille Harder er tilbage, hvor vi forventer, at Pernille Harder skal være. Som kontinuerligt afgørende for et stort europæisk hold. Det synes jeg ikke, hun har været i en sæson eller to på grund af skader. Men Pernille Harder er tilbage, hvor hun hører til.
- Signe Bruun har altid set fit ud, men hun ser endnu mere fit ud i denne sæson. Hun bevæger sig bedre på banen. Nu brager hun for alvor igennem, er for alvor fast spiller hos Real Madrid. Hun har ramt en hylde, som hun virkelig har ønsket, og som danske fodboldfans også har ønsket, siger fodboldkommentatoren.
Lover godt for sommerens EM
Det er dog ikke kun Real Madrid og Bayern München, der får udbytte af de to danskeres gode form.
I den seneste landskamp, 2-0-sejren over Island i starten af december, scorede Signe Bruun således begge danske mål, mens Pernille Harder blev kåret til kampens spiller i opgøret forinden efter en solid indsats.
Det lover godt for sommerens EM-slutrunde, vurderer Arnela Muminović.
- Offensivt sidder jeg da og slikker mig rundt om munden i forhold til, at det da godt kan blive spændende med Danmark til EM.
- Vi har de her typer med Bruun og Harder, der på europæisk plan har ramt et virkelig, virkelig godt niveau, siger fodboldkommentatoren.