Champions League-lodtrækning: Madrid-derby venter i semifinalerne

Real Madrid og Atletico Madrid tørner sammen i semifinalerne i Champions League, mens Juventus møder AS Monaco.

Diego Godin, Filipe Luis og Cristiano Ronaldo i kamp om bolden i Champions League-finalen i 2016. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Scanpix)

Lodtrækningen til semifinalerne i Champions League sørgede for en gentagelse af sidste sæsons finale, hvor de to Madrid-klubber stødte sammen.

I den anden semifinale møder overraskelsen AS Monaco de italienske mestre Juventus.

I 2016 vandt Real Madrid finalen over bysbørnene fra Atlético efter en straffesparkskonkurrence, hvor Cristiano Ronaldo satte det afgørende straffespark ind. Det var klubbens 11. sejr i turneringen i alt.

De to Madrid-klubber mødtes også i finalen i 2014, hvor Real Madrid vandt 4-1 efter forlænget spilletid.

Juventus og AS Monaco har en gang tidligere mødtes i Champions Leagues knald eller fald-kampe. Det var i 2015 i kvartfinalerne, hvor Juventus gik videre efter 1-0 hjemme i den første kamp og 0-0 i returkampen.

Semifinalerne

Real Madrid - Atlético Madrid

AS Monaco - Juventus

Førstnævnte har hjemmebane i første kamp.

Semifinalerne bliver spillet den 2. og 3. maj med returopgør den følgende uge.

Champions League-finalen spilles den 3. juni klokken 20.45 i Cardiff, Wales.