FC Københavns fans udtrykte tirsdag aften i Parken deres utilfredshed med det europæiske fodboldforbund (Uefa) ved at rulle et stort banner ud med illustration af de magtfulde klubbers repræsentanter, der sidder ved et bord og træffer beslutninger, der skal tilgodese de store klubber på bekostning af de små.
Derunder var der udrullet et andet banner med teksten:
- Fair play and respect for all clubs in Europe - not only Uefa's chosen few
(Fairplay og respekt for alle klubber i Europa – ikke kun Uefa’s udvalgte få).
Protest mod ny CL-struktur
Billeder af banneret blev hurtigt delt på sociale medier og skabte både debat og respekt for FC Københavns supportere.
Budskabet var en del af en koordineret fanaktion rundt omkring i Europa, og onsdag var den nået til Glasgow.
På Celtic Park havde hjemmeholdets supportere medbragt bannere med samme budskab til Champions League-opgøret mod FC Barcelona.
Budskabet er rettet mod Uefa's beslutning om at ændre strukturen i Champions League.
Fra 2018 vil de fire øverst placerede hold fra de fire største ligaer, Tyskland, Spanien, England og Italien, automatisk få fire pladser i CL, hvilket vil efterlade meget få pladser at spille om for små nationer som Danmark.