Det sibirske skovland og de sneklædte bjerge i Kasakhstan trækker så absolut ikke Brøndby-spiller Theresa Nielsen forud for lodtrækningen til ottendedelsfinalen i Champions League.
- Det ville være en forfærdelig tur at skulle til Kasakhstan. Det ville nok ikke gøre mig noget at møde selve holdet, men turen ville være rigtig ærgerlig. For klubben kan den blive lang og dyr.
Mulighed for revanche
Brøndby er blandt de otte seedede hold, mens stærke mandskaber som Manchester City og Bayern München er useedede og derfor lurer som mulige modstandere.
- Vi mødte Frankfurt for et par år siden. Der blev vi godt nok smidt ud. Og Bayern München er vel et hold som minder Frankfurt. De er virkelig dygtige, og jeg tror vi ville få store problemer med dem, siger Brøndby-spilleren.
- Manchester City kender jeg ikke. Og jeg tror faktisk, at det kan blive en spændende modstander, men det gør mig ikke noget, hvis vi venter med dem til næste runde.
Prag er ønsket
Ønskemodstanderen er i stedet tjekkiske Slavia Prag, når der trækkes lod kl 13:30 i Schweiz.
Holdet fra Vestegnen blev nemlig i sidste sæson sendt ud af tjekkerne med et samlet resultat på 4-2.
- Vi burde have slået Slavia Prag sidste år. Så det kunne være sjovt at trække dem igen og få revanche.
City og Bayern er favoritter
Fortuna Hjørring er ligesom Brøndby med i laget for de seedede i eftermiddag. Og for de grønblusede er håbet for lodtrækningen det samme.
- Det er helt klart et ønske at møde Slavia Prag eller FC Zürich. De er nemme at komme til og modstandere, hvor vi er favoritter, siger Fortuna Hjørrings cheftræner Brian Sørensen.
- Jeg vil helst undgå Manchester City eller Bayern München. Det er to hold, der kan gå i finalen, og de er blandt favoritterne til at vinde Champions League. Og skulle vi nu trække holdet fra Kasakhstan, ville det rent sportsligt faktisk være okay, for det er et af de hold, vi har gode muligheder mod. Men der vel 4000-5000 kilometer, og det tager vel 12-13 timer at komme derud. Så af flere faktorer ville det ikke være godt, slutter cheftræneren.