Bayern München forlader Madrid med en bitter smag i munden efter at være slået ud af dette års Champions League-turnering.
Heldet var bestemt ikke med sydtyskerne i tirsdagens returopgør mod Real Madrid.
Kampen blev afgjort i forlænget spilletid, efter at Bayern havde vundet den ordinære kamp 2-1.
Det var samme cifre, som Real Madrid sejrede med i den første kamp i Tyskland.
Bayern blev ikke alene ramt af en hårdt dømt udvisning i det 84. minut af Arturo Vidal.
Cristiano Ronaldo scorede desuden to af sine tre mål fra klar offsideposition.
- Holdet viste mod og gjorde alt for at vinde her. I nogle situationer havde vi lidt held, men med hensyn til dommerkendelserne var vi uheldige i dag. Det er bittert, at vi er slået ud, siger Bayerns anfører, Philipp Lahm, ifølge kicker.de.
Hans træner, Carlo Ancelotti, er enig.
- Det var en række fejl, der gjorde forskellen. Jeg håber, at dommerne i fremtiden vil blive hjulpet af videobeviser, siger italieneren.
Forkert udvisning
Går man en tand højere op i den tyske storklubs hierarki, er vurderingen den samme.
Efter at have rost begge mandskaber for en "storslået indsats" tilføjer Bayerns administrerende direktør, Karl-Heinz Rummenigge:
- Desværre havde dommeren en negativ indflydelse i forhold til os.
Og udvisningen af Vidal afgjorde reelt kampen til fordel for Real Madrid, mener Rummenigge.
- Jeg mener ikke engang, der var frispark. Det røde kort var dræberen, siger han.
Jérôme Boateng derimod accepterer nederlaget.
- Sådan er fodbold. Sådan er livet, siger forsvarsspilleren.
Cristiano Ronaldo, der stod for fem af Real Madrids mål i den sammenlagte sejr på 6-3, afholder sig fra at kommentere dommerens tvivlsomme kendelser.
- Der er ingen tvivl om, at Real Madrid var bedst. At score seks mål mod FC Bayern er ikke nemt, siger portugiseren.
/ritzau/