Bayern sikrer sig en lettelsens sejr i Champions League-brag

Både Bayern München og Paris Saint-Germain var under pres forud for dagens Champions League-brag, men tyskerne lettede en smule på det med en sejr på 1-0.

Bayern München fik tre tiltrængte point med en sejr på 1-0 over PSG. (Foto: © Frank Hoermann/SVEN SIMON, Frank Hoermann/SVEN SIMON/picture-alliance/dpa/AP Images)

Både Bayern München og Paris Saint-Germain var i den grad under pres før tirsdagens Champions League-brag mellem de to tophold.

Men efter 90 minutters fodbold kunne kun tyskerne ånde en smule ud, da de på en scoring af sydkoreanske Kim Min-jae i første halvleg tog deres tredje sejr i turneringen og tre vigtige point til regnskabet.

Pariserne, derimod, kan se skuffede tilbage på et nederlag på 1-0 i en kamp, hvor de havde mulighederne, men ikke havde skarpheden til at svare igen. Særligt ikke efter franske Ousmane Dembélé blev udvist i anden halvleg, da han fik sit andet gule kort.

Det er ellers ikke normalt, man vil se hverken det tyske eller franske storhold som bund-eller midterhold i verdens største fodboldturnering, Champions League.

Men før de to giganters direkte duel tirsdag var det ikke desto mindre kendsgerningen, da de mægtige tyskere indtog en 17. plads, mens deres franske modstandere måtte tage til takke med en som nummer 25. Ud af 36, vel at mærke.

Det kunne også ses på banen, for det var to hold, der slap alle tøjler og tordnede frem ad banen for at få et resultat med sig hjem. Til gengæld kunne det også ses i forsvarsspillet og skarpheden i afslutningerne, hvorfor placeringerne ikke er højere for de to mandskaber.

Et væld motorveje blev åbnet for modstanderne i eget forsvar, men det kan være lige vel, når skarpheden ikke rækker inden for målrammen.

Derfor blev sydkoreanerens hovedstød kampens eneste kasse, hvor Bayern kan se sig selv hoppe op på en 11. plads, mens pariserne hopper en enkelt plads ned til nummer 26 indtil rundens sidste kampe i morgen.

Kim Min-Jae stod for kampens enlige scoring. (Foto: © FRANCK FIFE, Ritzau Scanpix)

Bulder og brag fra start

Det begyndte ellers lovende for dem, der håbede på en målrig affære.

For efter bare 12 minutters spil var der hele tre muligheder, der ikke skulle have været gjort meget mere ved, før bolden havde været i kassen.

Først bød Bayerns Jamal Musiala sig til, men måtte se sin chance reddet, hvorefter Dembélé vel nærmest i angrebet efter havde en stor mulighed, men blev tacklet i sidste sekund.

Da tyskernes Leroy Sane så få minutter efter bankede på kassen og trak PSG-målmanden ud i en fin redning, tænkte man, at det ville blive et festfyrværkeri af en kamp.

Men som kampen skred frem, blev fornemmelsen af uskarphed skærpet minut for minut.

Stjernespillere som Kingsley Coman, Warren Zaire-Emery, Ousmane Dembélé og Harry Kane havde alle gode muligheder for at bringe sit hold foran, men ingen fandt vejen.

Det skulle der klumpspil og en forsvarsspiller til, da Bayern i det 38. minut havde et hjørnespark. En ringe aktion i målet af PSG-keeperen, og så kunne sydkoreanske Kim Min-Jae stange hjemmeholdet i front.

PSG's Matvey Safonov lavede en stor fejl i målet, der kostede pariserne dyrt. (Foto: © FRANCK FIFE, Ritzau Scanpix)

Det førte til et større Bayern-pres og tyskerne havde flere gode muligheder for at score yderligere efterfølgende, men igen manglede skarpheden.

Det billede fortsatte i anden halvleg, med begge hold der skiftes til at brænde. Men, men. Godt ti minutter inde i anden halvdel fik det tyske hjemmehold en hjælpende hånd med at gøre den opgave noget nemmere.

Franske Ousmane Dembélé var for ivrig for at vinde bolden i tyskernes felt, og med knopperne godt oppe på en af tyskernes lægge, får man altså et gult kort med på vejen.

Og når man allerede har fået én ostemad i opgøret, betyder det en tidlig badebillet, og så var Bayerns arbejdsbetingelser alt andet lige gjort nemmere.

Rødt kort eller ej, så gør det til gengæld ikke de sydtyske stjerners afslutningskompetencer skarpere. Det viste Coman fem minutter efter igen, da han hamrede et fint opspil af Harry Kane langt over mål.

Tættest på kom Bayerns Jamal Musiala, da han med godt tyve minutter igen ramte stolpen på et skud udefra, men der kom ikke flere mål. Det sluttede 18-11 i skudforsøg, men måltavlen viste stadigvæk kun 1-0 ved slutfløjt.