For 15. gang i klubbens historie vinder Real Madrid Champions League

Real Madrid er nok en gang Champions League-mester efter en finalesejr på 2-0 over Dortmund.

Vinicius Junior scorede til 2-0 knap 10 minutter efter Dani Carvajals føringsmål. (Foto: © INA FASSBENDER, Ritzau Scanpix)

Real Madrid har nu vundet Champions League 15 gange.

Lørdag aften slog den spanske kongeklub tyske Borussia Dortmund 2-0 i finalen på Wembley.

Dani Carvajal og Vinicius Junior stod for finalens to scoringer, som begge blev sat ind i anden halvleg.

Dortmund havde i første halvleg haft flere gode muligheder for at tage føringen, men det tyske storhold formåede ikke at passere Thibaut Courtois, som havde fået pladsen i Real Madrid-målet efter en lang skadespause.

Dortmund med store chancer

Kampens første reelle mulighed faldt efter 13 minutter, hvor Julian Brandt tog sigte efter fjerneste stolpe, men Dortmund-spilleren måtte se sit forsøg stryge forbi keeper Thibaut Courtois.

Efter 20 minutters spil fik Karim Adeyemi en enorm chance. Dortmund-angriberen blev spillet i dybden, rundede Courtois, men tyskerens træk blev for langt og afslutningen mangelfuld.

To minutter senere bankede Dortmund igen på. Denne gang for alvor. Niclas Fullkrugs afslutning tog indersiden af den ene stolpe, men forblev i spil.

Niclas Füllkrug var første halvlegs bedste bud på en målscorer. (Foto: © INA FASSBENDER, Ritzau Scanpix)

Adeyemi og Füllkrug var igen på spil få minutter senere, men chancen løb ud i sandet for de to. Første halvleg forblev målløs.

Real Madrid blev farligere og farligere

I anden halvleg sværmede Real Madrid mere om Dortmunds mål. Efter 56 minutters spil landede bolden for fødderne af Real Madrids højreback Dani Carvajal, som var søgt med frem. Afslutningen udfordrede dog ikke Gregor Kobel i målet.

Jude Bellingham og Rodrygo forsøgte med en kombination et lille kvarters tid senere, men de to Real Madrid-stjerner fandt ikke hinanden.

Sekunder senere gik der et suk igennem Wembley, da et indlæg havde retning mod netop Jude Bellingham. Hverken Bellingham eller keeper Kobel fik ramt bolden, som i stedet gik forbi mål.

Med 20 minutter igen blev klubikonet Marco Reus sendt på banen for Dortmund. Det var dog en anden loyal herre, der kom i fokus.

Dani Carvajal, som bortset fra en enkelt sæson i tyske Leverkusen har været fast inventar på Real Madrids holdkort, steg til vejrs i forbindelse med et hjørnespark og headede Real Madrid i front.

  • Dani Carvajal åbnede målscoringen på Wembley. (Foto: © Neil Hall, Ritzau Scanpix)
  • Små ti minutter senere scorede Vinicius Junior til slutresultatet. (Foto: © INA FASSBENDER, Ritzau Scanpix)
1 / 2

Kort efter var Jude Bellingham tæt på at gøre det til 2-0, men afslutningen blev rettet af og gik forbi. Også Eduardo Camavinga og anfører Nacho Fernandez testede Gregor Kobel i Dortmund-buret.

Den schweiziske keeper kunne dog intet stille op over for Vinicius Junior, som med knap 10 minutter igen fordoblede Real Madrids føring.

Niclas Füllkrug fik sendt, hvad der lignede en reducering i mål, men flaget røg i vejret. Offside.

Det blev ved de to mål på Wembley.