Carlos Sanchez er i dag blevet kåret til årets spiller i Latinamerika. Det er Uruguay-avisen El Pais, der via stemmer fra journalister i hele regionen står for kåringen, og midtbanespilleren fra River Plate blev en suveræn vinder.
Carlos Sanchez, der er fra Uruguay, fik 182 stemmer. På andenpladsen med 61 stemmer kom argentineren Carlos Tevez, der i sommer skiftede fra Juventus til Boca Juniors i sit hjemland.
Den 31-årige Carlos Sanchez har i år været den store profil hos den argentinske klub River Plate, der vandt Copa Libertadores, som er Sydamerikas pendant til Champions League.
Og før jul var han med til at spille River Plate frem til finalen ved VM for klubhold. Her blev han dog gevaldigt overskygget af især landsmanden Luis Suarez, der scorede to mål, da FC Barcelona sikkert vandt 3-0.
Nummer to i fjor
Populært bliver årets spiller i Latinamerika kaldt for ”Rey de America”, Konge af Amerika, og kåringen har fundet sted siden 1971.
Sidste år blev Carlos Sanchez nummer to i kåringen. Hans daværende klubkammerat Teofilo Gutierrez blev nummer et.
Miller Bolanos fra Ecuador og klubben Emelec kom i år på tredjepladsen med 23 stemmer, mens argentinerne Matias Kranevitter og Marcelo Barovero (begge River Plate) blev nummer fire og fem med henholdsvis otte og seks stemmer.
Det er første gang siden 1995, at en spiller fra Uruguay er blevet kåret til årets spiller i Latinamerika. Dengang var det Enzo Francescoli, som blev nummer et i afstemningen.