Blatter forbliver FIFA-præsident - Prins Ali trækker sig

Prins Ali bin Hussein trækker sig og overlader præsidentposten i FIFA til Sepp Blatter inden anden valgrunde.

Sepp Blatter forbliver på posten som præsident for FIFA. (Foto: © MICHAEL BUHOLZER, Scanpix)

Første afstemning ved præsidentvalget, der foregik i forbindelse med verdenskongressen i Zürich, endte med en sejr på 133 gyldige stemmer til schweizeren over hans eneste modkandidat, Prins Ali bin al Hussein fra Jordan, der fik 73 stemmer.

For at blive udråbt som vinder skal man imidlertid hente to tredjedele af stemmerne i første runde, og derfor manglede schweizeren egentlig fem stemmer i at blive kåret.

Men uden udsigt til at kunne vende slaget, valgte Prins Ali at trække sit kandidatur, og dermed var vejen banet for yderligere fire år med Sepp Blatter ved magten.

Blatter har ellers været under heftigt pres de seneste dage, efter at ni personer i FIFA-toppen blev anholdt forud for kongressen.

Det amerikanske justitsministerium har nemlig en større korruptionssag under opsejling, hvor i alt 14 personer med tilknytning til Fifa er tiltalt for bestikkelse for mere end 150 millioner dollar i sager, der går op til 24 år tilbage i tiden.

Brug for en stærk leder

Sepp Blatter er fra flere sider blevet opfordret til at gå af i forbindelse med de seneste korruptionsanklager, men den 79-årige schweizer har pure afvist.

I en tale til kongressen forud for afstemningen forsøgte han at overbevise de delegerede om, at han fortsat fortjener at stå i spidsen for det magtfulde forbund.

- Vi har brug for en stærk leder. En erfaren leder, der har stået i situationerne før. Vi er nødt til at arbejde sammen med vores politiske partnere.

- Tak, jeg håber at være tilbage om en time eller to, sagde han, inden de 209 landes repræsentanter på skift gik op i stemmeboksene.

Sepp Blatter blev første gang valgt som præsident for Fifa i 1998. Han afløste brasilianeren Joao Havelange.