Nils Arne Eggen, som tidligere har været træner og spiller i Rosenborg i mange år, er ikke imponeret af Nicklas Bendtner.
Rosenborg tabte onsdag 1-3 ude til Celtic i den første af to kampe i anden runde af Champions League-kvalifikationen.
Inden Celtic-kampen kritiserede Eggen både den norske angriber Pål André Helland og Bendtner, fordi de efter Rosenborg-legendens mening ikke fylder nok på banen.
- For at sige det rent ud: Når vi har dem på banen (Helland og Bendtner), spiller vi jo med ni mand.
- Når Pål mister bolden, og det gør han ofte, så tager han en æresrunde for at slippe for at bruge kræfter, før han kommer luntende tilbage, siger Eggen til Avisa Sør-Trøndelag.
Bendtner meget uenig
Bendtner, som stod for den målgivende pasning til Rosenborgs enlige mål, svarede tilbage på kritikken efter Celtic-kampen.
- Det er moderne fodbold nu. Det er længe siden, han har været involveret som fodboldtræner. Han er en mand, man skal have respekt for i Rosenborg, men tiderne ændrer sig.
- Og nu har vi andre, som koncentrerer sig om det. De, som ikke træner længere, bør måske ikke blande sig, siger Bendtner til VG.
Helland giver heller ikke meget for Eggens kontante analyse om at spille med ni mand.
- Så er det godt gjort af os at ligge i toppen (i den bedste norske række, red.). Så er det fantastisk af de ni andre spillere, siger Helland til VG.
- Jeg har været bedre på det fodboldmæssige tidligere, men at jeg ikke løber nok, kan jeg ikke arresteres for. Det nægter jeg at acceptere, siger han.
Rosenborgs returopgør mod skotterne spilles på Lerkendal på onsdag.
/ritzau/