Bekymring får DBU til at skærpe sikkerheden omkring landshold og fans

Det nye tiltag vil vare, så længe den sikkerhedsmæssige situation tilsiger det, forklarer DBU-formand Jesper Møller.

Sikkerheden omkring de danske landshold vil blive øget, forklarer en bekymret DBU-formand. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Dansk Boldspil-Union (DBU) vil øge sikkerheden for både spillere og fans.

Den skærpede sikkerhed bliver indført på baggrund af den generelle verdenssituation, hvor DBU fremhæver krigene i Ukraine og Gaza og drabene på to svenske fans i forbindelse med en landskamp i Bruxelles i oktober.

Det øgede sikkerhedsniveau kommer ikke kun til at gælde for A-landsholdene, men for samtlige danske landshold, både på herre- og kvindesiden og for ungdom og senior, forklarer DBU's formand, Jesper Møller.

- Den nuværende situation giver anledning til bekymring, og derfor har vi valgt at sætte øget fokus på sikkerheden, siger Jesper Møller til DR Sporten.

- Vi har lavet en gennemgang af hele vores sikkerheds-setup, og vi kommer til at skærpe det på en række områder, både når det gælder danske spillere og danske fans. Processen er allerede i gang.

Formanden for DBU mener, at unionen har et ansvar, når det gælder spillernes sikkerhed. (Foto: © Thomas Sjoerup, Ritzau Scanpix)

DBU-formanden ønsker ikke præcist at komme ind på, hvordan sikkerheden bliver skærpet, men fortæller, at DBU selv kommer til at bruge flere penge på sikkerhedsområdet.

- Det er jo en myndighedsopgave at sørge for danskernes sikkerhed, men vi skal også yde vores bidrag. Vi har også et ansvar. Som situationen er, må vi gøre noget ekstra for vores spillere og fans på dette område.

- Jeg er bekymret, så vi skal eksekvere på det, siger Jesper Møller.

Ingen tidsbegrænsning

Han oplyser, at DBU er i kontakt med de relevante myndigheder om tiltagene, som altså kommer til at dække alle landshold fra U16 og opefter.

- Folk betror os deres børn, når de spiller på vores ungdomslandshold, og derfor skal vi gøre alt for, at deres sikkerhed er i top, siger han.

Der er ikke sat nogen tidsgrænse på, hvor længe de nye tiltag skal vare.

- Så længe den sikkerhedsmæssige situation tilsiger det, så skal vi gøre det, fastslår DBU-formanden.

DBU bliver ikke alene om at skærpe sikkerheden omkring fodboldkampe efter de to drab på svenske fans i Belgien, vurderer Jesper Møller.

- Jeg ved, at mange andre lande er i gang med lignende tiltag, siger han.

DR Sporten arbejder på at få en kommentar fra Udenrigsministeriet.