Barcelona og Ajax i historisk kamp

FC Barcelona og Ajax har aldrig mødt hinanden i europæisk turnering.

Johan Cruyff og holdkammeraterne i Ajax fejrer sejren i UEFAs Super Cup-turnering i 1973. Siden var Cruyff med til at sikre Barcelona flere europæiske triumfer. (Foto: © Scanpix, Scanpix)

Når dommeren på Camp Nou i aften klokken 20.45 fløjter Champions League-kampen mellem FC Barcelona og Ajax i gang, er der tale om fodboldhistorie.

De to traditionsklubber, som begge kan prale af store bedrifter i Europa, har på forunderlig vis aldrig stået over for hinanden i en officiel kamp.

Opgøret i gruppe H bliver kun mere specielt på grund af det bånd, som er mellem klubberne. Barcelona er på mange måder blevet inspireret af den verdensberømte Ajax-model.

Da Barcelona i 1992 vandt Champions League for første gang, skete det under ledelse af hollandske Johan Cruyff, der har spillet og trænet begge klubber. Cruyff indførte 4-3-3-formationen i Barcelona, og den praktiseres fortsat.

Et hav af spillere har gennem årene spillet for begge klubber. Foruden Cruyff kan Michael Laudrup og den nuværende Ajax-træner Frank de Boer nævnes som eksempler.

Hollænderne Rinus Michels og Louis van Gaal har trænet begge klubber, og den tidligere Ajax-profil Frank Rijkaard førte som træner Barcelona frem til Champions League-titlen i 2006.

Den seneste spiller til at kunne skrive begge klubber på sit cv, er den spanske kantspiller Bojan Krkic, som er lejet ud fra Barcelona til Ajax. Han er opfostret i Barcelonas ungdomssystem.

- Barcelona er en klub, som har givet mig alt. Klubben gav mig en uddannelse i fodbold.

- Jeg lærte en masse ting, og Barcelona gav mig chancen for at få debut på højeste plan, chancen til at blive professionel, siger 23-årige Bojan til Barcelonas hjemmeside.

Sammen med sine danske kolleger Lasse Schöne, Viktor Fischer, Nicolai Boilesen og Christian Poulsen skal Bojan forsøge at overraske på Camp Nou, hvor hjemmeholdet anført af superstjernen Lionel Messi er favorit.

- Når du spiller fodbold, er der ingen følelser. Du forsvarer den trøje, du har på, klubben og dens fans i de 90 minutter, så du skal give alt, hvad du har i dig.

- Det bliver en historisk og fantastisk kamp. Vi ved, at Barcelona er verdens bedste hold, og det er rigeligt motivation for os, siger Bojan.

Ajax finske forsvarsgeneral Niklas Moisander advarer sine holdkammerater om ikke at være så benovede, som da Amsterdam-klubben sidste år mødte Real Madrid på udebane.

- Jeg fandt det lidt akavet, at spillerne inden den kamp mod Real Madrid tog billeder og videoklip af Santiago Bernabeu (Reals hjemmebane, red.).

- Det kan du ikke. Selvfølgelig skal vi have lov til at nyde atmosfæren, men man kan ikke stå der som skoledrenge, siger Moisander til De Telegraaf

/ritzau/