Selvom Barcelona stadig ikke har fået en godkendelse fra UEFA, så er de allerede begyndt at optage spillere og regner fortsat med at åbne et akademi for uge spillere i Ballerup til august.
Ekstra Bladet har fået fat i en mail, som klubben har sendt til en række af de unge spillere, der er blevet optaget på akademiet. I mailen skriver FC Barcelona blandt andet:
- Vi er helt overbevist om, at vi i samarbejde med DBU/UEFA/FIFA finder en løsning, således at skolen starter som planlagt den 23. august 2015.
DBU afventer
DBU har været skeptiske omkring akademiet fra start, og de afventer stadig situationen, fortæller unionens næstformand og formand for unionens breddeudvalg Bent Clausen til avisen.
- Lige nu venter vi på svar fra UEFA. Når det kommer, er vi klar på at tage dialogen igen. I første omgang er vi (DBU og akademiet) blevet enige om at afvente UEFA. Det respekterer vi i DBU i hvert fald. Jeg ved ikke med Barcelona, sige han.