En tidligere målmand for Hvidovre er sammen med fem andre sigtet i den største sag om matchfixing i professionel dansk fodbold.
Det skriver Berlingske.
Københavns Politi sigter seks personer for at have fixet en kamp mellem Hvidovre og FC Hjørring samt en kamp mellem Hvidovre og Vejle. Begge kampe blev spillet i efteråret 2010. I kampen mod Hjørring var det ifølge politiet aftalt, at kampen skulle ende med, at der blev scoret minimum fire mål mod Hvidovre.
Kampen endte 4-2, hvilket skulle have indbragt de seks sigtede en gevinst på ca. 300.000 kroner til deling. Kampen mod Vejle skal have indbragt de sigtede omkring 600.000 kroner til deling.
"Ustyrligt dårlige"
Den tidligere fodboldspiller Martin Borre skriver på Twitter her til aften, at han var med i kampen mellem Hvidovre og Vejle.
- Jeg spillede sgu i den ene fixede kamp i sagen om matchfixing for VB. 5-0 vandt vi. Husker dem som ustyrligt dårlige. Syret fornemmelse nu, skriver Martin Borre på Twitter.
Og så linker han i øvrigt til kampreferatet fra kampen.
- Et uskyldstab
- Hvis det er rigtigt, så er der tale om et længeventet uskyldstab for dansk fodbold. Det har stået klart for de fleste, der arbejder med sport, at international matchfixing også vil komme til Danmark, siger Jens Sejer Andersen til Berlingske.
Han er direktør i Play the Game, der er en international organisation, der bekæmper korruption i sporten.
Målmanden fra Hvidovre nægter sig skyldig i sagen.