Michael Laudrup kan blive tvunget væk fra Qatar, hvor han har et år tilbage af sin trænerkontrakt med Al-Rayyan.
Det oplyser Laudrups agent, Bayram Tutumlu, til TV2 Sport.
Årsagen er, at Qatar er havnet i en diplomatisk krise med flere arabiske lande, som beskylder den lille ørkenstat for at støtte terrorgrupper og ekstremisme.
- Vi afventer, hvad der sker i Qatar, for lige nu er det ikke muligt at træne i Qatar, siger Tutumlu.
- Hvis situationen er farlig, rejser Michael Laudrup ikke til Qatar. Han og familiens liv er det vigtigste. Jobbet er ikke vigtigt. Vi venter til slutningen af denne måned og ser, fortæller agenten.
Michael Laudrup er i gang med sit andet ophold i Qatar.
Fra 2014 til 2015 var han cheftræner i Lekhwiya, som han førte frem til sejr i ligaen og pokalturneringen.
I sommeren 2016 tiltrådte han i Al-Rayyan på en toårig kontrakt. Holdet endte på en tredjeplads i ligaen i den forgangne sæson.
/ritzau/