Det sidste halvandet år er der kommet lidt over tre gange så mange fodboldagenter i Danmark.
Det internationale fodboldforbund lempede 1. april 2015 kravene til at blive fodboldagent, så alle personer over 18 år med en ren straffeattest kunne blive agent – eller ’mellemmand’ som det fremover skulle kaldes.
Siden da er der sket et boom af mellemmænd i Danmark, og i dag er der 140 registrerede mellemmænd i DBU’s database. Inden Fifa’s regelændring var der blot 45.
Den hårdere konkurrence blandt mellemmændene har kunnet mærkes på direktionsgangene i de danske top-fodboldklubber:
- Det er blevet en lille smule ’Det vilde vesten’. Vi får henvendelser fra alle verdensdele, og alle agenter har jo nogle rigtig fantastiske spillere. ’Den nye Messi’ bliver jeg tit præsenteret for, fortæller Ole Nielsen, der er sportschef i Randers.
Tidligere skulle man bestå en eksamen, samt betale et årligt beløb på 20.000 kroner til DBU for at være mellemmand. I dag er beløbet, der skal betales til DBU, nede på 5.000 kroner om året, og kravet om en bestået eksamen er sløjfet.
Ikke-uddannede skulle frem i lyset
Før de nuværende krav til at blive mellemmand blev indført, anslog Fifa, at der i 70 procent af alle spillerhandler var involveret mellemmænd, som ikke var uddannede.
De nuværende krav blev derfor indført, for at få flere af de ikke-uddannede mellemmænd frem i lyset.
- Da man tidligere skulle bestå den her eksamen og deponere et beløb, der var der et markant mindre antal agenter, og der var det langt mere overskueligt, siger Ole Nielsen.
- Og det var da et foretrække, frem for det at jeg nu vågner op næsten hver morgen med 40-50 beskeder i min indbakke med ’rigtigt gode spillere’ fra alle verdensdele.
DBU har indført sin egen certificering
DBU kan ikke modsætte sig Fifa’s standarder og selv genetablere de gamle krav til, hvordan man bliver mellemmand.
I stedet har DBU dog indført sin egen certificering, som mellemmændene frivilligt kan vælge at tage. For at få certificeringen skal mellemmændene bestå en eksamen, samt betale 15.000 kroner om året i ansvarsforsikring.
- Man får en viden og en indsigt, og vi får et kendskab til, hvad det er for en person, der gerne vil være agent, siger Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU.
- Det er et forhold i alle livets områder, at jo mere viden, du har, jo mere rådgivning kan du give. Både til en klub, til en spiller eller til en spillers forældre. Det synes vi er enormt vigtigt. Derfor gavner certificeringen området.
Otte af de 140 mellemmænd, der er registreret hos DBU, har denne certificering.