Det danske fodboldlandshold kan skabe sig et forspring på fem point ned til VM-kvalifikationsgruppens favorit fra Polen. Det kræver dog en sejr på udebane over de stærke polakker den 8. oktober.
Det er en svær opgave, mener landstræner Åge Hareide, men dog en chance, det danske hold vil gå efter.
- Hvis vi kan nappe Polen, så har vi fem points forspring til dem, og det vil være en meget god buffer at have til senere.
- Det er nu, vi har muligheden for at få det forspring, så vi må gribe chancen. Det er ikke sikkert, der byder sig en mulighed senere, siger han.
Muligheden er der, fordi Polen spillede 2-2 på udebane i første spillerunde mod Kasakhstan, mens Danmark vandt 1-0 hjemme over Armenien.
Det betyder, at Polen har et enkelt point, mens Danmark har tre point. De sidste to hold i gruppen, Rumænien og Montenegro, spillede også uafgjort, og dermed fører Danmark lige nu gruppe E.
Eget spil
På trods af føringen vil Åge Hareide ikke rejse til Polen og spille sikkert.
- Vi kommer ikke til at rejse til Polen for kun at forsvare os. Vi kommer til at træne på at have bolden og spille vores spil. Jeg tror ikke på, vi kan forsvare os til point.
- Vi står i en god situation efter første spillerunde, og derfor kan vi føle os lidt frie til at spille vores spil og prøve at vinde, og så må vi se. Men vi er heller ikke naive, for Polen er et godt hold, siger Åge Hareide.
Danmark spiller den 8. oktober i Polen. Tre dage senere, den 11. oktober, møder det danske hold Montenegro i Telia Parken i København.
/ritzau/