Da otteårige Christian Tue Jensen i sommeren 2008 af to fodboldtrænere fra den italienske storklub AC Milan blev stemplet som "noget specielt" på en fodboldbane, tog Lars Jensen og Dorthe Tue Andersen en beslutning.
De ville som forældre ikke stå i vejen for sønnen, hvis talentet virkelig var så stort, som de kyndige italienere kunne se.
- Der blev Dorthe og jeg enige om, at hvis Christian ville det her, så ville vi bakke op om det, fortæller Lars Jensen.
Resultatet af den beslutning har været mange tusinde kilometer på de danske motor- og landeveje til fodboldkampe over hele landet og afbud ad libitum til familier og venner. Og ikke mindst, at Christian flyttede hjemmefra bare 13 år gammel.
Alt sammen for at han kan få opfyldt sit mål om at nå fodboldstjernerne.
- Vi bruger rigtig meget tid på fodbold. Det hele har været tilrettelagt efter Christians fodbold. Vi har passet kalenderen og familien ind efter det. Men det fylder mindre i dag, hvor spillerbusser kører dem ud til kampene, fortæller Dorthe Tue Andersen.
Christian er i dag 16 år, en del af FC Midtjyllands talentafdeling og anfører på det danske U16-landshold, som DR Ultra følger i programserien 'Jeg vil være fodboldstjerne'.
For tre år siden forlod han forældrene, sine to søskende Jacob og Julie og hjemmet i Malling ved Aarhus for at være tættere på fodboldklubben i Herning.
- Det var en familiebeslutning at skrive under på kontrakten med FC Midtjylland, men det handlede om, hvad Christian gerne ville. Han skiftede skole og flyttede til en plejefamilie og var kun hjemme om onsdagen. Vi hentede ham så om fredagen, så han kunne sove her, og så vi kunne køre ham ud til kampe i weekenden, fortæller Lars Jensen.
- Det kan godt stikke lidt
Selv om Christian hurtigt faldt til i de nye omgivelser, var den tidlige fraflytning ikke helt smertefri for familien.
- Man skal ikke tænke så meget over det, så kan det godt stikke lidt, siger Dorthe Tue Andersen.
Men Christian har ifølge moren aldrig haft svært ved at tilpasse sig, og det var det, han ville.
- Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt spurgte ham, om han nu også var helt sikker på, at det var det, han skulle. Så kiggede han på mig med blik, der sagde, at han ikke var i tvivl.
- Der var ingen tvivl om, at Christian gerne ville flytte, supplerer Lars Jensen.
Nogle af vennerne har kigget skævt til det
Christian er med farens ord opvokset i en familie, hvor det ikke er nok at deltage. Det drejer sig om at vinde, lige meget om det er i fodbold eller i kampen om at indkassere en ekstra gave juleaften.
- Man snyder ikke, så der har aldrig været mere end én mandel, siger Lars Jensen.
Med det og farens historie som BMX-toprytter in mente, vil nogle måske tænke, at forældrene har gjort deres for at skubbe på, og det vil mor Dorthe da heller ikke afvise.
- En dreng på otte år ser jo ikke nødvendigvis, at der er en fodboldskole på Fyn.
Og det var formentlig heller ikke Christian selv, der fandt på at lyve sig et år ældre, da han som tiårig deltog i den fodboldskole for 11-årige, hvor han blev opdaget af FC Midtjyllands talentspejdere.
På sidelinjen har familie og venner - nogle gange undrende - set på, mens familien Tue Jensen har indrettet livet efter den ene søns hobby.
- Nogle af vores venner har kigget skævt til det, men der er kommet mere respekt om det med de resultater, som Christian har opnået, siger Lars Jensen.
Lillebror løb med opmærksomheden
Prioriteringen af sønnens fodbold har ofte resulteret i en opdeling af familien, hvor far Lars har fulgt Christian til kampe, mens mor Dorthe har taget storesøster Julie og senere lillebror Jacob med til de familiearrangementer, der måtte ramle sammen med en af Christians fodboldkampe.
Inden Jacob, der nu er syv år, kom til verden, blev Julie ofte passet af mormor og morfar, når mor og far skulle ud og se Christian spille fodbold.
- Det var da irriterende, at min lillebror fik al opmærksomheden. Hvis du havde spurgt mig for fem år siden, så havde jeg nok syntes, det var pisseirriterende, at de var væk hele tiden, siger Julie Tue Jensen.
Hun husker, hvordan sommerferierne blev indrettet efter, hvor der var fodboldlejr for Christian, men understreger, at hun ikke har følt sig tilsidesat. Julie husker ikke, at hun har fået et nej til noget, fordi det ikke passede ind i lillebrorens fodboldplaner.
Men hun ærgrer sig over, at familien ikke har haft mulighed for at tage på skiferie, fordi Christians kontrakt med FC Midtjylland har nægtet dem det.
Julie Tue Jensen er i dag 18 år, snart student og ved at flytte hjemmefra. Så hun behøver ikke længere indrette sig efter Christians fodboldkalender.
- Det er nok værre for Jacob. Han er blevet syv år og har nået en alder, hvor han ikke altid gider stå og se sin storebror spille fodbold, hvis det er iskoldt, siger storesøsteren, der derfor ofte passer sin mindste lillebror, mens den største af dem udlever sin fodbolddrøm.
Udlandet truer
Og det er han godt i gang med. Christian har siden efteråret været en del af Danmarks U16-landshold, som træner Per Holm har udtaget ham til.
- Christian er givetvis et af de mest eftertragtede talenter i sin årgang lige nu, fastslår landstræneren og fortsætter:
- Vi kender alle sammen det, at man rigtig brænder for noget, og Christian er en dreng, der har lys i øjnene. Det lyser ud af ham, at han elsker at spille fodbold, og det er fundamentalt for at kunne udvikle sig.
Store udenlandske klubber er blevet opmærksomme på det lysende talent fra Malling, der allerede har været til prøvetræning i blandt andet Liverpool. Derfor kan en flytning, der er væsentligt længere end turen fra Malling til Herning, meget snart komme på tale for den 16-årige.
- Det skal jeg ikke lige gå og tænke over, så kan jeg godt blive ked af det. Men jeg kan ikke sige, at han ikke må det, så ville han blive sur. Han skal have lov til at forfølge sin drøm. Kommer det, så kommer det, og så må man lægge sine egne behov til side, siger Dorthe Tue Andersen.
Næste afsnit af 'Jeg vil være fodboldstjerne' bliver sendt i aften klokken 19.30 på DR Ultra.