VM-succes i Nordens lande: Har flere point end fire kontinenter

De tre nordiske deltagere ved VM i fodbold i Rusland har alle fået en god start, og den samlede pointhøst er indtil videre bedre end, hvad fire kontinenter har præsteret.

For første gang i VM-historien har vi tre nordiske deltagere med til slutrunden. Og bedømt ud fra point i turneringens hidtidige kampe, så er de tre deltagere ikke ét hold for meget.

Tidligere har både Sverige, Danmark og Norge ved flere lejligheder kvalificeret sig til VM, men aldrig på samme tid.

Islands debutanter er historiens fjerde nordiske VM-deltager, og sammen med Danmark og Sverige har de i Rusland høstet flere VM-point end Afrikas, Asiens, Syd- og Nordamerikas deltagere.

Norden

Efter Islands ene point mod Argentina, Danmarks gevinst mod Peru og Sveriges sejr over Sydkorea lyder pointtotalen således på hele syv point efter de tre nationers første opgør.

Facit: 3 kampe – 7 point

Yussuf Yurary Poulsen kan juble over sin afgørende scoring i Danmarks sejr over Peru. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Sydamerika

Kigger vi på de ikke-europæiske VM-deltagere, så har de fire første sydamerikanske nationer kun formået at skrabe fem point sammen. Uruguay har vundet, Brasilien og Argentina har spillet uafgjort, mens Peru jo som bekendt tabte til Danmark. Colombia har ikke været i kamp endnu.

Facit: 4 kampe – 5 point

Nordamerika

Alle tre nordamerikanske nationer har været i kamp, og her har Mexico været ene om at levere point efter den fornemme sejr over Tyskland. Costa Rica og Panama tabte nemlig begge den første VM-kamp.

Facit: 3 kampe - 3 point

Birkir Bjarnason og Lionel Messi giver hånd efter Islands flotte 1-1-kamp mod Argentina. (Foto: © CHRISTIAN HARTMANN, Scanpix)

Afrika

Hvis vi retter blikket mod Afrika, så kan deres deltagende nationer heller ikke hamle op med de syv nordiske VM-point. Indtil videre har Egypten, Marokko, Nigeria og Tunesien været i kamp.

Alle fire lande har måtte forlade grønsværen i Rusland som tabere og efterlader dermed kontinentet med et stort rundt pointmæssigt nul. Kun Senegal har endnu ikke været i kamp.

Facit: 4 kampe – 0 point

Asien

I VM-mæssig forstand hører Australien med til Asien, og dermed har fire lande fra den asiatiske kvalifikationsturnering været i kamp.

Iran vandt en smule overraskende over Marokko, mens både Saudi Arabien, Australien og Sydkorea har tabt deres første VM-opgør. Japan har stadig ikke været i kamp.

Facit: 4 kampe – 3 point

Sveriges anfører Andreas Granqvist skriger sin glæde ud efter straffesparksscoringen mod Sydkorea. (Foto: © Martin Bernetti, Scanpix)

Resten af Europa

For en god ordens skyld bør det også nævnes, at andre end de nordiske lande har hentet en del point - nemlig de øvrige europæiske nationer. De regerende verdensmestre fra Tyskland er faktisk slutrundens eneste tabende europæiske nation hidtil.

Facit: 10 kampe - 21 point

Sverige er bedst

Sverige er Nordens klart bedste nation i VM-sammenhæng med en sølvmedalje fra 1958 og bronzemedaljer i 1950 og 1994 som bedste resultater.

Danmarks bedste VM-placering fandt sted i 1998, hvor Brasilien blev endestationen i kvartfinalen.

Norges bedste VM-resultat er en plads i 1/8-finalen. To gange er nordmændene sluttet blandt de 16 bedste, nemlig i 1938 og 1998.

Næste nordiske land i aktion ved VM-slutrunden er Danmark. Modstanderen er Australien og kampen spilles på torsdag den 21. juni kl. 14.00 (vises på TV2).