Det har været et overraskelsernes VM i fodbold. Allerede i gruppespillet var store fodboldnationer i problemer, og de forsvarende verdensmestre fra Tyskland endte med en billet hjem fra Rusland.
Nu er de otte 1/8-finaler spillet, og endnu engang kan vi se tilbage på flere spændende opgør og overraskende udfald, der har betydet farvel til blandt andre Portugal, Spanien og Argentina, mens også Danmark måtte rejse hjem efter et snævert nederlag til Kroatien.
De otte tilbageværende nationer hedder Uruguay, Frankrig, Brasilien, Belgien, Rusland, Kroatien, Sverige og England. DR Sportens kommentatorer i Rusland er alle enige om, hvem der nu er favorit til vinde VM-slutrunden. Det kommer måske ikke som den store overraskelse. Navnet er Brasilien.
- De har set så stærke ud i optakten og i kvalifikationen, og som det eneste hold ved VM kan man bare se, at de har spillere til at afløse hver en plads. De har topklassespillere, stjerner, og lige meget hvem, man skifter ud, så kan man sætte en lige så god spiller ind. Det er så vildt, og det er derfor, det er min favorit, siger Andreas Kraul.
- Det er jo ikke et Brasilien, der har lagt verden for sine fødder ved dette VM, men det er ’jogo bonito’ med et forsvar, kan man sige. Tidligere er de kommet med sprudlende mandskaber, men har haft gøglere på mål, bizarre typer i forsvaret, og folk, der ikke har forstået opgaven, hvad det også kræver at vinde VM. Det har de nu. De har lukket ét mål ind i hele 2018, og der skulle i øvrigt have været frispark. Det var mod Schweiz, siger Kraul.
Han får fuld opbakning fra sine kolleger, der heller ikke kan pege på et stærkere mandskab og - måske vigtigere - ikke kan se, hvem der skulle slå Brasilien ud.
- De virker skræmmende stærke, og endnu uden at have brug for at spille op til deres bedste. De har ikke et eneste ømt punkt. Selv deres keeper Allison er jo for en sjælden gangs skyld sikker. Forleden var det Willian, der strålede. I gruppespillet var det Coutinho. Så nu mangler vi bare at se Neymar nå sit topniveau, siger Tobias Hansen.
- I mine øjne kan kun Frankrig stoppe Brasilien. Det er de to bedste hold tilbage i turneringen, supplerer Henrik Liniger.
En tung, dansk skuffelse
Med 1/8-finalerne overstået er det ikke kun tid til at kigge frem og se på en potentiel vinder. For de tre kommentatorers vedkommende sidder Danmarks exit stadig i kroppen. At spille op med Kroatien og alligevel ende med at ryge ud efter straffesparkskonkurrence er en bitter pille at sluge.
- I det første døgns tid var jeg ærgerlig over, at Danmark ikke vandt straffesparkskonkurrencen. To redninger af målmanden bør give en sejr. Men senere har det faktisk naget mig mest, at kampen ikke blev lukket til dansk fordel i anden halvleg, siger Henrik Liniger og fortsætter:
- Der skulle man have været mere kyniske og lavet det afgørende mål – præcis som svenskerne formåede mod Schweiz. Det vil ærgre mig længe, at det ikke skete, for jeg mener faktisk, at Danmark gik glip af endnu en spillerunde, vurderet ud fra kampen mod Kroatien, siger Liniger.
Andreas Kraul kan ikke lade være med at spekulere på, hvad det kunne være blevet til for Danmark, hvis man havde sejret mod Kroatien. Hvor langt kunne vi været nået ved VM-slutrunden?
- Havde Modric scoret på sit straffespark i ordinær tid, så havde man følt det mere fortjent, at Kroatien vandt. Og det var vel egentlig fortjent. Men det var bare så tæt på! Schmeichel med redninger i straffesparkskonkurrencen, og Eriksen, der brænder. Kigger man videre frem havde den heddet kvartfinale mod Rusland, semifinale mod Sverige eller England. Det gør jo ondt i maven, for pokker! siger Andreas Kraul.
Schmeichel blandt de bedste
Selvom Danmark har forladt slutrunden, er der stadig rød-hvide spor efter landsholdet, hvis man spørger DR’s kommentatorer. Målmand Kasper Schmeichels præstationer giver nemlig en plads blandt VM’s bedste spillere. Det er Kraul, Liniger og Hansen helt enige om. Herunder kan de se de tre kommentatorers bud på VM’s allstar-hold inden kvartfinalerne.
Andreas Krauls VM-drømmehold
Henrik Linigers VM-drømmehold
Tobias Hansens VM-drømmehold