VIDEO Tumult efter VM-drama: Svensk landstræner raser

Det kom til håndgemæng ude på bænken efter VM-kampen mellem Tyskland og Sverige, da nogle tyskere ifølge Sveriges landstræner "opførte sig usportsligt."

Der er ingen tvivl om, at det var en ualmindelig bitter pille at sluge for svenskerne, da de indkasserede et mål langt inde i overtiden i kampen mod Tyskland og tabte opgøret 1-2.

Men den frustration kom også til udtryk fysisk efter kampen, viser tv-billeder fra den svenske bænk sekunder efter slutfløjt.

På billederne ser man en meget ophidset svensk landstræner Janne Andersson råbe og gå frem mod den tyske bænk, og en anden fra den svenske delegation skubber hårdt til en person, der ryger bagud, mens svenske spillere sprøjter vand på nogle personer udenfor billedet.

Den svenske landstræner forklarer til svensk TV4, at det var nogle tyskere, der "opførte sig usportsligt".

- På slutfløjtet er der nogle tyske ledere, der springer frem og opfører sig usportsligt. De håner os og viser forskellige fagter hen mod os. Det bør man ikke gøre, siger Andersson.