VIDEO Neymar i stor gråd efter sejr: 'Det er et ikonisk billede'

Neymar kunne ikke holde følelserne tilbage, efter Brasilien havde slået Costa Rica med to mål i overtiden.

Fodbold er meget mere en bare at tabe og vinde. Det handler også om følelser, og det så man et soleklart eksempel på efter slutfløjtet i Brasilien mod Costa Rica.

Neymar havde været igennem en rutsjebane med masser af frustrationer igennem kampen, hvor han blandt andet fik fløjtet et straffespark sin vej, hvorefter VAR omstødte den kendelse.

Men til sidst fik Brasilien scoret, og da han selv øgede i det sidste minut af kampen til 2-0, så var sejren hjemme. Det var noget, som betød noget for den brasilianske stjerne. Han røg nemlig på knæ i en kæmpe gråd.

- Det fortæller mange ting, fordi vi sidder og vurderer ham fra sofaen og fra kommentatorboksen, men det er også et menneske. Han er under et kæmpe pres som Brasiliens nummer ti. Det kan man ikke sætte sig ind i, forklarer Eurosports fodboldekspert Morten Bruun under livekommenteringen.

- Jeg får simpelthen en klump i halsen. Det her billede er ikonisk, lyder det fra DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

Det var Neymars første mål ved denne turnering, mens Brasiliens to andre mål er blevet scoret af Philippe Coutinho.

Det var Neymars landsholdsmål nummer 56, og dermed er han nu den tredjemest scorende brasilianske landsholdsspiller gennem tiderne. Nummer et er Pele med 77 landskampsmål, mens Ronaldo er nummer to med 62 mål.