Mexicos VM-skæbne var ude af landsholdets, ja hele nationens egne hænder. Holdet var på vej mod et nederlag på 3-0 til Sverige i den sidste kamp i gruppespillet ved VM.
Spørgsmålet om, hvorvidt holdet skulle rejse hjem eller blive i Rusland afhæng pludselig af, hvad der skete i den anden kamp i gruppen mellem Tyskland og Sydkorea.
Med spænding i hele kroppen kaster mexicanerne på stadion i Ekaterinburg sig over deres telefoner. ’Hvad siger livescore – hvad står der i tyskernes kamp?’
Og da først meldingerne om et Sydkoreansk mål i overtiden, og siden endnu et mål imod tyskerne få minutter senere, kunne mexicanerne slippe telefonerne og gå amok over at være videre ved VM.
Se de nervøse mexicanere og ikke mindst deres forløsning, da de får deres VM-skæbne at vide over telefonen i videoen over artiklen.
Mexico går videre som nummer to fra Gruppe F, og de skal møde vinderne af Gruppe E, hvor Brasilien, Schweiz og Serbien kæmper om førstepladsen.
Mexicos 1/8-finale spilles på mandag kl. 16 og kan ses på DR1, den kan høres i VM på P3 eller følges i tekst på dr.dk.