De længes efter succes i fodboldens moderland.
Englænderne har siden 1966 håbet og troet på flere VM-triumfer, men de har indtil nu måtte nøjes med minderne om den legendariske finale-sejr over Vesttyskland og Geoff Hursts meget omdiskuterede mål.
Men hvor det engelske landshold tidligere har haft en hel nationens forventninger hvilende på sig, har realismen efterhånden indfundet sig i landet med den store fodboldselvforståelse.
Med god grund.
Herunder har vi samlet nogle af de største engelske VM-skuffelser gennem de seneste små 50 år.
Maradona var hård ved England i 1986 - Se hans legendariske mål øverst i artiklen
1970 – Mexico
Efter guldet i 1966 var englænderne direkte kvalificeret til slutrunden i 1970. De røg i en pulje med Brasilien, Rumænien og Tjekkoslovakiet, hvor sejrer mod de to sidstnævnte sendte englænderne videre i turneringen.
Kvartfinalen bød på en gentagelse af finalen i 1966, og selvom England måtte undvære førstekeeper Gordon Banks, fik ”The Three Lions” en drømmestart ved at komme foran 2-0 på scoringer af Alan Mullery og Martin Peters.
Men efter to sene mål fra Franz Beckenbauer og Uwe Seeler, måtte kampen ud i forlænget spilletid. Her gjorde Gerd Müller det onde ved englænderne og fuldendte dermed et fornemt tysk comeback med sin scoring til 3-2.
England måtte forlade VM-slutrunden, og samtidig blev kampen mod Vesttyskland også et farvel til Bobby Charlton.
1986 – Mexico
Efter et Gary Lineker-hattrick i gruppefinalen mod Polen gik England videre fra puljen, som også bestod af Marokko og Portugal.
Paraguay blev ekspederet ud med en 3-0-sejr i ottendedelsfinalen, og så ventede mægtige Argentina i kvartfinalen med en Maradona i hopla.
Den lille troldmand scorede et af VM-historiens mest kontroversielle mål, da han prikkede kampens første scoring ind med hånden, mens Maradonas dribletur ved 2-0-målet står som én af de bedste nogensinde.
Gary Lineker reducerede til slutresultatet 2-1 og kunne kalde sig VM-topsocerer med seks mål i alt, men lige lidt hjalp det: England var ude af VM, før det for alvor blev sjovt.
1990 – Italien
Efter en overkommelig indledende pulje med opgør mod Egypten, Irland og Holland spillede England sig i 1990 videre til knockout-fasen.
Og efter to kampe i forlænget spilletid mod henholdsvis Belgien og Cameroun, som begge blev vundet, var England endelig tilbage for at spille med om medaljer.
Nok engang ventede Vesttyskland i et skæbneopgør, og for tredje kamp i træk måtte England ud i forlænget spilletid.
Da der heller ikke blev scoret her, skulle VM-semifinalen afgøres på straffespark. Den engelske stjernekeeper Peter Shilton hoppede til den rigtige side ved alle spark, men formåede ikke at redde et eneste.
Det gjorde tyske Bodo Illgner, og dermed måtte England se sig slået af tyskerne igen.
Kampen om bronzen blev tabt til Italien, og englænderne måtte igen vende hjem fra et VM så tæt på succes, og alligevel så langt fra.
1998 – Frankrig
Uden at levere storspil avancerede England på en andenplads i en pulje med Rumænien, Colombia og Tunesien.
I ottendedelsfinalen blev det til endnu et VM-gensyn for englænderne: Argentina stod på menuen.
I et hæsblæsende opgør, som bød på seks advarsler, et rødt kort til David Beckham og to straffespark (danske Kim Milton var dommer), måtte mandskaberne ud i straffesparkskonkurrence efter 2-2 i ordinær og forlænget spilletid.
David Batty brændte det afgørende spark, og igen igen måtte England forlade et VM med en dårlig smag i munden.
2010 – Sydafrika
Det lignede en på forhånd overkommelig opgave, da England havnede i pulje med USA, Slovenien og Algeriet.
Men efter to uafgjorte resultater mod USA og Algeriet og en smal sejr over Slovenien måtte England tage til takke med en andenplads i puljen.
Dermed fik de en langt svære modstander i ottendedelsfinalen i form af de evige rivaler fra Tyskland.
Og selvom England tabte 4-1 til tyskerne, vil englænderne den dag i dag stadig være frustrerede over det mål, Lampard scorede til 2-2, som aldrig blev dømt inde.
Se om England får en god start på VM, når de går på banen kl. 20 mod Tunesien. Kampen vises direkte på DR1 og kan også følges på dr.dk.