Det tyske landshold får hårde ord med på vejen dagen derpå efter nederlaget til Mexico i går.
De tyske aviser lægger nemlig ikke fingre imellem ovenpå en præstationen, der langt fra levede op til forventningerne til de forsvarende verdensmestre.
- Jeg så ingen verdensmester, skriver sportsjournalisten Matthias Brügelmann i den store avis Bild.
Kampen blev tabt 1-0, og Tyskland var langt fra i kontrol undervejs og kunne have indkasseret flere mål.
- I åbningskampen mod Mexico manglede Tyskland meget af det, der kendetegner en verdensmester. Hvis meget ikke ændrer sig, truer en tidlig hjemtur, skriver Michael Horeni fra Frankfurter Allgemeine.
Herunder er et udsnit af dagens tyske avisforsider:
Bild kalder det for et "VM-boykot" og "den værste defensiv i årevis".
Die Welt skriver kort og kontant: Vågn op! Og supplerer med, at holdet manglede idéer, vilje til sejr og hjerteblod.
Den store sydtyske avis Süddeutsche Zeitung konstaterer kortfattet, at der er opstartsproblemer.
Berliner Kurier kalder det en fiasko og mener, at der manglede tempo og idéer.
Hamburger Abendblatt kalder det "Den store skuffelse".
Chemnitzer Morgenpost konstaterer, at indledningen er ødelagt.