Sisto efter skidt periode: Ved hvor vigtig jeg er for landsholdet

Pione Sisto er blevet en skade kvit, og derfor regner han med at kunne præstere på sit bedste i åbningskampen mod Peru.

Det var ikke store roser, der blev kastet efter Pione Sisto, da Danmarks sidste testkamp mod Mexico var færdigspillet.

Spilleren fra Celta Vigo var ikke lykkedes med sine vanlige, vævre driblinger, og i pausen blev han skiftet ud til fordel for Martin Braitwaithe.

I dagene efter testkampen var landstræner Åge Hareide ude at sige, at Pione Sisto var 'faret en smule vild', men at der blev arbejdet hårdt på at få den 23-årige spiller op i gear inden VM.

De seneste testkampes knap så prangende præstationer fra fløjen er dog ikke noget, som Pione Sisto selv bruger så meget tid på.

- Jeg har prøvet noget lignende tidligere, hvor jeg måske ikke lige har været der til testkampe og i træninger. Men så er jeg der når det gælder, så det er ikke noget, der påvirker mig. Jeg ved godt, hvor vigtig jeg er for det her landshold, og hvor godt jeg har gjort det, siger Pione Sisto, der har virket som et sikkert kort for Åge Hareide siden efteråret, men nu, efter et lille formdyk, er der åbnet en smule op for konkurrencen, hvor eksempelvis Martin Braitwaithe presser sig på.

- Folks meninger skifter som nat og dag, og det har jeg vænnet mig til. Jeg har har før oplevet at lave ti assists i La Liga - men ikke på landsholdet - og så siger folk, at jeg ikke kan lave assists. De glemmer meget hurtigt,og det forstår jeg godt, for de er ikke inde i det eller ved hvordan det er at være her, og jeg er klar, siger Pione Sisto.

Russisk luft hjælper

Siden landsholdet landede i Rusland har landstrænerteamet brugt tid på at se video og diskutere roller med landsholdsspillerne. Herunder Pione Sisto.

Assistenttræner, Jon Dahl Tomasson, har i samme ombæring set Pione Sisto vågne op til dåd efter lejren blev flyttet fra Danmark til Rusland.

- Jeg tror den russiske luft har hjulpet ham godt på vej, for han er sprudlende til træning, siger Jon Dahl Tomasson.

- Pione kom ind i lejren med ondt i sin akillessene. Det er gået væk nu, og vi har fået en god sludder i forhold til, hvad vi gerne vil se fra ham, for han er en fantastisk spiller og har spillet en stor rolle for os i kvalifikationen, siger Jon Dahl Tomasson.