Fodboldspilleren Nicklas Bendtner kan godt nå at blive klar til VM i fodbold, selv om han søndag aften måtte udgå af Rosenborgs kamp mod Brann i Eliteserien i Norge.
Men den 30-årige danske angriber kan komme i et kapløb med tiden for at blive frisk til slutrunden i Rusland.
Det fortæller Rosenborgs medicinske koordinator, Haakon Schwabe, på klubbens Twitter-profil.
- Det ligner lidt en lyskeskade. Men det med varighed og sådan tager man en af dagene og ser, hvordan det ser ud, siger Haakon Schwabe.
Han fortæller, at Nicklas Bendtner mandag slutter sig til landsholdets lejr, hvor skanninger vil vise, hvor alvorlig skaden er.
Danmark spiller 16. juni sin første gruppekamp ved VM mod Peru.
Direkte adspurgt om, hvorvidt Nicklas Bendtner kan nå at blive klar til VM, siger Haakon Schwabe.
- Det kan han, det kan han absolut. Men det bliver nok en kamp mod uret.
Skaden indtraf paradoksalt nok, da Nicklas Bendtner netop havde scoret et regulært mål, som imidlertid fejlagtigt blev underkendt for offside foran knap 20.000 tilskuere
Danskeren, der for nylig blev lettere skadet i knæet, har tidligere haft problemer med lysken.
Nicklas Bendtner er med blandt 27 spillere i den danske bruttotrup til VM.
Landstræner Åge Hareide skar søndag aften truppen fra 35 til 27 spillere.
I alt 23 spillere kommer med til VM.
Nicklas Bendtner deltog også ved VM i 2010, hvor han scorede et enkelt mål.
/ritzau/