Modebladschef giver sin dom: Her er VM's flotteste og grimmeste landsholdstrøjer

Verdensmesterskaberne i fodbold byder på et væld af farverige spilledragter. Nogle rammer lige i øjet, mens andre ligner et trafikuheld.

Collage: Her ses både Danmarks, Perus og Tysklands landsholdstrøjer. (© (c) Getty images)

I torsdags blev VM skudt i gang med en optræden af sangeren Robbie Williams og ikke mindst en fænomenal sejr til Rusland over Saudi-Arabien.

Men verdensmesterskaberne i fodbold handler om meget mere end bold og smarte driblinger.

Hvis man tager modebrillerne på, er der nemlig flere af landenes fodboldtrøjer, der stjæler opmærksomheden.

Én, der i den grad har modebrillerne på, er chefredaktør for mode- og livsstilsmagasinet Euroman, Karl Erik Stougaard.

- En fodboldtrøje, i min verden, skal både skabe respekt, autoritet, og frygt hos modstanderen. Og så skal den også skabe beundring hos fans, fortæller Karl Erik Stougaard.

Her ses alle 32 landsholdstrøjer, der bliver spillet i under VM.

Og den modebevidste chefredaktør har nogle helt klare linjer for, hvordan en fodboldtrøje skal se ud.

- Enkelthed er tidløs, og det er en stor tendens i år. Man står skarpt i det enkle, og der er ikke uro omkring én. Det går tydeligt igen i mange af trøjerne, og det skaber respekt for trøjens farve, som oftest henviser til landets flag, fortæller Karl Erik Stougaard.

Vi har fået den erfarne chefredaktør til at udpege tre favoritter og tre bommerter ud af de i alt 32 spilledragter. Vi begynder med de bedste.

3. pladsen: Danmark

Karl Erik Stougaard sætter den danske landsholdstrøje på en tredjeplads over årets flotteste VM-trøjer.

- Tredjepladsen går til Danmark. Trøjen står med det velkendte Hummel-logo, som er flot, og så verdens flotteste og måske mest enkle fodboldlogo, DBU. Det står super skarpt på den postkasserøde baggrund. Måske er jeg farvet af min nationalitet, men jeg er stor fan af den danske trøje, fortæller Karl Erik Stougaard og fortsætter:

- Vi har haft både Christian Eriksen og Nicolai Jørgensen på forsiden i den røde landsholdstrøje, for i mine øjne kan den trøje sagtens bære en forside på et modeblad. Hvis man skal komme med kritik, så er der et diskret kors på brystet i trådene, og det forstår jeg ikke helt. Det er unødvendigt. Men det er så diskret, at det er okay.

2. pladsen: England

Den engelske landsholdstrøje med tre løver på venstre bryst.

- Andenpladsen går til England, fordi den trøje er super flot. Det er det ypperste af enkelthed. En helt hvid trøje uden dikkedarer og med et flot logo for det engelske fodboldforbund.

- Trøjen trækker helt åbenlyse tråde tilbage til 1966, da England blev verdensmestre, med de tre løver på trøjen, lyder det fra Euromans chefredaktør, som også henviser til den britiske slagsang 'Three Lions', som udkom i 1996.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b27b9c56187a512a03a7012

1. pladsen: Peru

Perus landsholdstrøje har siden 1930'erne haft det hvide look med den røde stribe nedover brystet.

- Førstepladsen går til Peru. Jeg er så gammel, at jeg kan huske Perus VM-trøje fra 1982, hvor de sidst var med. Helt hvid og så med det røde bånd nedover brystet. Det er nærmest militaristisk, og det er noget, som du slet ikke ser andre steder, fortæller Karl Erik Stougaard og fortsætter:

- Perus trøje gør ikke andet - der er kun det, og så står det helt vildt stærkt. Skråstriben er gået igen i modeverdenen, og cykelverdenen har nærmest lavet en tro kopi. Det er suverænt den flotteste trøje.

Dermed er vi nået til VM's knap så pæne trøjer.

3. pladsen: Belgien

Belgiens trøje flopper totalt med sine skaktern på brystet, mener Karl Erik Stougaard.

- Belgien har den her meget smukke og enkle postkasserøde trøje, som er virkelig smuk og virkelig smukt lavet. Det ødelægger de så fuldstændigt med en stribe af skaktern henover brystet i gullige nuancer med striber i.

- Hvorfor ødelægger man så smuk en trøje, når der ingen mening eller symbolik er i det? Det er bare malplaceret og unødvendigt, lyder dommen fra Karl Erik Stougaard.

2. pladsen: Nigeria

Nigerias trøje har været yderst populær i år, og er flere steder meldt udsolgt. Den imponerer dog på ingen måde Karl Erik Stougaard.

- Andenpladsen går til Nigeria. Det positive ved den trøje er, at den beviser, at mode er mangfoldig og stærkt individuelt. Når tre millioner forbrugere verden over kan være ellevilde med den trøje, må man konstatere, at den på sin vis ramte plet, fortæller chefredaktøren og peger på, at trøjen allerede er udsolgt i flere sportsbutikker.

- Men ud fra et æstetisk synspunkt er der tale om et trafiksammenstød, som næppe er set mere alvorligt i VM’s historie. Tendensen går mod det enkle, som vi ser i de andre trøjer. Jeg synes, den er hæslig.

1. pladsen: Tyskland

Tysklands landsholdstrøje dumper af Euromans chefredaktør.

- Den grimmeste trøje af alle. Her må jeg konstatere, at det er det bedste fodboldhold, der er det værste. Tyskland har tre striber, der slår et underligt hak. Det ligner et krak i økonomien, og en kurve der falder, lyder det fra Karl Erik Stougaard.

- Det er ubegribeligt, hvad hensigten er med de striber. Det er en rædsel, og udsmykning alene for udsmykningens skyld. Der er intet æstetisk ærinde. Den dumper jeg.