Det er ikke kun i det sydamerikanske land Peru, der torsdag er stor glæde, efter det blev meldt ud, at landets store spiller og landsholdsanfører, Paolo Guerrero, alligevel kommer med sit land til VM, hvor holdet blandt andre skal møde Danmark.
Også hos Spillerforeningen i Danmark var der smil på læben, fortæller direktør Mads Øland.
- Vi er glade for, at vi kunne hjælpe med at komme halvvejs i mål i forhold til retfærdighed, siger Øland, der også er bestyrelsesmedlem i den internationale spillerforening, Fifpro.
En schweizisk domstol har torsdag afsagt en kendelse, der betyder, at peruanerens 14 måneder lange karantænedom er sat på standby, så han kan deltage ved VM.
Peru-stjernen har forklaret, at den positive test skyldtes, at han havde drukket en te indeholdende kokablade.
I et brev fra Den Internationale Spillerforening, Fifpro, til Fifa opfordrede den danske landsholdsanfører, Simon Kjær og flere andre forbundet til at lade Guerrero spille VM.
Mads Øland mener, at Fifpros pres og arbejde har medvirket til, at den schweiziske domstol nu har sat karantænen på standby.
- Vi har støttet Guerreros juridiske team i Schweiz, og så har vi selvfølgelig støttet ham offentligt. Det har også haft betydning for ham. Han er meget glad for det arbejde, vi har gjort for ham.
Men på trods af at der i dag er glæde i Fifpro og i Spillerforeningen, så understreger Øland, at der er lang vej endnu.
- Vi er slet ikke færdige. Der er fejl i det system, og det kan vi ikke være tjente med. Vi vil have et effektivt og retfærdigt dopingsystem, og det har vi ikke i dag med Wada og CAS, der styrer og driver processen.
- Vi bliver endnu mere glade, når afgørelsen i sagen kommer, og vi bliver allermest glade, når vi får justeret Wada-systemet, så det gør sit job godt og retfærdigt.
- Der er radikale ting, der skal ændres, og det er denne sag et eksempel på. Det er rigtig godt, at der nu er nogle andre, der får mulighed for at kigge på sagen så hurtigt som muligt, siger direktøren.
Sagen startede oprindeligt, efter at angriberen sidste år blev testet positiv for kokain i forbindelse med en VM-kvalifikationskamp mellem Peru og Argentina.
Først blev han idømt et års karantæne af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
En appelinstans i Fifa halverede senere karantænen, hvilket ville have gjort det muligt for den i øjeblikket suspenderede Flamengo-spiller at deltage ved VM.
Den Internationale Sportsdomstol (CAS) forhøjede dog karantænen igen til 14 måneder tidligere i maj efter endnu en appelsag.
Og det fik Det Peruanske Fodboldforbund til at appellere CAS-kendelsen til domstolen i Schweiz, hvor CAS har hjemme.
Peru møder Danmark, Australien og Frankrig i gruppespillet ved VM i Rusland.