KAMPEN PÅ 1 MIN Skør målmandsfejl sender Messi og co. tæt på exit

Kroatien slog Argentina 3-0, og er dermed videre ved VM. Ante Rebic, Luca Modric og Ivan Rakitic scorede målene.

Var det argentinske landshold et skib, så ville det ligne ét af slagsen med direkte kurs mod afgrunden ved VM-slutrunden i Rusland.

Torsdag blev de pressede argentinske stjerner ydmyget, da det var allermest vigtigt, da Kroatien vandt opgøret i gruppe D med 3-0.

Du kan se et fyldigt sammendrag af kampen her.

Først scorede Ante Rebic i anden halvleg efter et enormt drop af Argentina-keeper Willy Caballero, og med ti minutter igen hamrede Real Madrid-stjernen Luka Modric Kroatien på 2-0 med et flot langskud.

I overtiden sørgede Ivan Rakitic så for 3-0.

Argentina kan stadig nå at presse sig ind på en smal andenplads i gruppen, der giver billet til en ottendedelsfinale, men det ser sort ud inden sidste gruppekamp mod Nigeria med en målscore på 1-4.

Til sammenligning betød sejren, at Kroatien med seks point er sikker på videre avancement, mens Island har et enkelt point inden mødet med Nigeria, der er sidst med nul point.

/ritzau/