Islands VM-eventyr fik lørdag en overraskende begyndelse, da den lille fodboldnation spillede uafgjort 1-1 mod stjernebesatte Argentina i den første kamp i gruppe D.
Argentina bliver ført an af verdensstjernen Lionel Messi. Han brændte straffespark i kampen.
Hvis du vil have kampen på 10 minutter, kan du få det her:
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5b1e6478a11f9f0e68f3ded4
Favoritterne bragte sig forinden foran 1-0 efter 18 minutter, da angriber Sergio Agüero udførte et velplaceret spark med venstrebenet og satte bolden i øverste venstre hjørne, som Islands målmand, Hannes Halldorsson, var uden chance for at nå.
Øboerne fra Island lod sig dog ikke slå ud af Agueros mål.
Efter 23 minutter parerede Argentinas målmand, Wilfredo Caballero, en islandsk afslutning, hvorefter bolden heldigt endte foran Alfred Finnbogason, som køligt sendte bolden i mål og udlignede til stor jubel for de islandske fans.
Mens det efterhånden berømte islandske "huh"-kampråb lød over stadion, formåede det islandske mandskab at holde de boldstærke argentinere fra at score yderligere i første halvleg.
I anden halvleg blev Argentina efter 62 minutter tildelt et straffespark, efter Hordur Bjorvin Magnusson nedlagde Maximiliano Meza i straffesparksfeltet.
Messi stillede sig ved straffesparkspletten foran målmand Halldorsson.
Men Halldorsson, der til daglig spiller i Randers FC, var iskold over for verdensstjernen og reddede argentinerens straffespark i venstre side af målet.
Messi var flere gange tæt på at sende bolden i mål i den resterende del af kampen, men en pragtpræstation fra Halldorsson sørgede for, at argentinerne ved kampens slutfløjt måtte nøjes med et enkelt point.
De to øvrige hold i gruppe D er Nigeria og Kroatien, som også spiller deres første kamp lørdag.
/ritzau/