Det er et af de øjeblikke, der skiller Christian Eriksen ud fra andre gode fodboldspillere. Fra han modtager bolden og let glider forbi to modstandere. Til han i perfekt balance sender skuddet afsted fra 30 meter. Til bolden rammer underkanten af overliggeren. Timingen viser, at det ikke er tilfældigt.
Den tidligere superligatræner og danmarksmester Glen Riddersholm husker tydeligt de signaturbevægelser, som alle danske fodboldfans kender i dag, men som han allerede stiftede bekendtskab med som U17-landstræner for 11 år siden.
- Det er billeder, der printer sig fast på nethinden, og som altid vil være der, siger han.
I 2007 blev Glen Riddersholm den første danske landstræner til at give Danmarks i dag største stjerne, Christian Eriksen, chancen i landsholdsregi.
Her viste den daværende OB-spiller allerede med en af sine første aktioner, at han hørte hjemme, og han blev hurtigt en fast del af U17-landsholdet, selvom han dengang kun var 15 år gammel.
Forud var snakken gået om en ung fynbo fra Middelfart, der havde noget specielt over sig. En spiller, der fik opmærksomhed fra store udenlandske klubber, og som derfor var værd at kigge på for U17-landstræneren.
- Første gang jeg så ham, var jeg ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at vi havde med en ekstraordinært god spiller at gøre. Han var bare forud for sine medspillere i forhold til at læse og effektuere spillet på fornemmeste vis, siger Glen Riddersholm.
Det sker ellers ofte i talentudviklingen, at "hypen" overstiger talentet. Spillere bliver gjort bedre, end de i virkeligheden er, og når presset bliver for stort, kan de unge spillere ikke leve op til det, forklarer Glen Riddersholm.
- For hver gang der går en Christian Eriksen, har jeg set tre tusind tilfælde, hvor talentet ikke har rakt til hypen. Men lige nøjagtigt i det her tilfælde var det ikke bare tom snak. Det var ikke bare et rygte, der havde vokset sig større, end potentialet kunne række til. Det var faktisk en ekstraordinær spiller, siger han.
Han så ting, som de andre ikke gjorde
Christian Eriksen, der i dag spiller i engelske Tottenham og på nærmest daglig basis rygtes til giganten FC Barcelona, brugte de første ti år af fodboldkarrieren i barndomsklubben Middelfart G&BK, inden han skiftede til OB i 2005. Senere, i 2008, blev han solgt til den hollandske storklub Ajax Amsterdam.
Allerede tidligt i hans karriere blev det nødvendigt at søge ny græsgange, der kunne udfordre ham på et højere niveau.
- Hvis man ikke var fodboldfagmand kunne man sige, at han lavede mange fejlafleveringer. Jeg vil omvendt sige, at han bare så nogle muligheder og nogle ting i spillet, som hans holdkammerater simpelthen ikke kunne honorere, siger Glen Riddersholm.
Talentet var bare større, og han var derfor foran de andre.
- Ikke fysisk, men i sin evne til at læse spillet og træffe de rigtige beslutninger og være forudseende, og så havde han jo et unikt løb med bolden og scorede allerede der mange mål på gennembrud og skud fra distancen, siger Glen Riddersholm.
Talentet blev til gengæld stimuleret bedre – som Glen Riddersholm beskriver det – på U17-landsholdet, der på daværende tidspunkt talte nuværende landsholdsspillere som Jens Stryger Larsen, Martin Braithwaite og Nicolai Boilesen.
Selvom Christian Eriksen var et år yngre end stort set resten af truppen og med sin rolige personlighed ikke gjorde det store væsen af sig, blev han hurtigt accepteret. Han gjorde det fremragende på U17-landsholdet og var iscenesætteren, der tog ansvar, og som på trods af sin introverte fremtoning løftede de andre spillere på banen, fordi han var så god, som han var.
- Det var ikke med store armbevægelser, men det var med sine handlinger, at han viste, hvor god han var. Han er ikke bare en spiller, der kræver at få bolden, han arbejder også i holdet tjeneste. På den måde bliver han også lynhurtigt respekteret og accepteret af sine medspillere, fortæller Glen Riddersholm.
Han har aldrig set Eriksens rolige væsen som noget negativt. For Eriksen er samtidig en person med masser af karakter. Han har humor og kunne sagtens grine og indgå i de sociale relationer med de andre på U17-landsholdet.
- Han teede sig bare ikke som den bedste spiller ved at fægte med armene og have primadonna-nykker. Det ser jeg også som noget unikt og en kæmpe kvalitet, siger Glen Riddersholm.
Nogen mener, at det lige netop er det, Christian Eriksen mangler for tage sit talent til allerhøjeste niveau.
- Men jeg mener, at han er den bedste udgave af sig selv ud fra det, han tror på. Det gør, at han i mit univers bliver opfattet ekstremt troværdig som spiller og som menneske, siger Glen Riddersholm.
Der er unikke spillere, og så er der Christian Eriksen
Både inden og uden for banen har Christian Eriksen udviklet sin tilstedeværelse, og han er i dag modnet som person og sætter nu krav til sine medspillere, men på det fodboldmæssige plan er det de samme ting, der kendetegner ham i dag, som dengang på U17-landsholdet.
Spidskompetencerne er bare blevet udviklet. Han er blevet endnu bedre til at læse spillet, være forudseende og diktere kampen med bolden ved foden.
Dengang var de evner også noget, der skilte ham ud fra andre gode spillere. Glen Riddersholm har i sin trænerkarierre trænet mange store talenter som Simon Kjær, Winston Reid og Pione Sisto, men Christian Eriksen var der alligevel noget helt særligt over.
- Der er unikke spillere, som klarer sig godt internationalt, men Christian Eriksen har bare lige det der ekstra, som gør, at det er svært at finde et superlativ, der dækker over det. Han er ekstra ekstraordinær, fortæller Glen Riddersholm.
Christian Eriksen har udover sine fodboldmæssige kunnen også altid haft en mentalitet, der gør, at han som fodboldspiller ikke er stagneret, men i stedet er blevet ved med at udvikle sig. Han har evnerne, der kendetegner de største spillere, til hele tiden at tilpasse sig nye udfordringer og hæve niveauet.
- Det har gjort, at han aldrig er blevet mæt. Den dedikation og ildhu for at udvikle sit talent er den største gave, man kan få, når man har det talent, siger Glen Riddersholm.
Indtil videre har det bragt den rolige fynbo til at være en profil i verdens mest eksponerede liga. Han er den altoverskyggende stjerne på et dansk landshold, der nu skal til VM. Og han er stadig kun 26 år gammel og har derfor mange gode år i sig endnu. Så spørgsmålet er, om at han har nu har indfriet sit store talents fulde potentiale.
- Selvom han har nået meget, så er jeg sikker på, at han rummer langt mere, end det vi har set. Så derfor et klart rungende nej, siger Glen Riddersholm.
Glen Riddersholm trænede det danske U17-landshold i 24 kampe fra 2006-2008 heraf størstedelen med Christan Eriksen i truppen. Senere har han blandt andet været Superliga-træner i AGF og i FC Midtjylland, med hvem han vandt det danske mesterskab i 2015.