Griezmann om kedelig Danmarks-kamp: 'Begge hold spillede på uafgjort'

Der var kun 15 skudforsøg i kampen mellem Danmark og Frankrig, og det er det hidtil laveste ved denne VM-slutrunde.

Der var ikke den store interesse i at give den så meget gas i opgøret mellem Danmark og Frankrig, fortæller Antoine Griezmann. (Foto: © Jewel SAMAD, Scanpix)

Der er ikke mange roser til 0-0-kampen mellem Danmark og Frankrig, der blev spillet tirsdag eftermiddag ved VM-slutrunden i Rusland.

Begge hold kunne fint leve med uafgjort, og det havde afgørende betydning for den chancefattige forestilling, mener den franske stjerne Antoine Griezmann.

Han fortæller, at de franske spillere forsøgte at presse på i store dele af kampen, men mod slutningen gik der dødvande i spillet fra begge sider.

- Det var klart, at danskerne ikke gjorde særlig meget, og det gjorde vi heller ikke. Begge hold spillede på uafgjort, siger han ifølge det franske medie Le Figaro og beklager overfor de fans, som var rejst til Moskva for at overvære opgøret.

- Det har ikke været rart at overvære. Jeg er ked af det, for folk forventer at se mange mål og gode ting på banen, og det var ikke tilfældet.

'Danmark spillede på uret'

Chelsea-spilleren Olivier Giroud vil dog gerne tilskrive danskerne en større del af skylden for, at publikum ikke fik fuld valuta for pengene.

- Vi er kede af, at vi spillede den første 0-0-kamp ved VM, men hvis der er et hold at bebrejde, så er det Danmark. Danskerne blev tilbage og spillede på uret i kampens slutning, siger Giroud.

Resultatet sendte begge hold videre fra gruppespillet, da Frankrig tog førstepladsen i gruppen med syv point, og Danmark blev nummer to med fem point.

Kampen bød kun på 15 skudforsøg, og det er indtil videre det laveste antal i en kamp ved VM-slutrunden i Rusland.

Det tyske medie Bild skriver om kampen, at det var som om, at holdene havde indgået en ”ikke-angrebspagt”, og engelske Independent kalder kampen for ”Dødvandet i Moskva”.

I gruppens anden kamp tirsdag vandt Peru 2-0 over Australien, og dermed udspillede Australien selv sin rolle i forhold til at tage gruppens andenplads fra Danmark.

Lørdag spiller Frankrig ottendedelsfinale mod Argentina, og søndag er det Danmarks tur, hvor modstanderen hedder Kroatien.