Eriksen og Bendtner misser testkamp mod Sverige

Hverken Christian Eriksen eller Nicklas Bendtner kommer på banen for Danmark lørdag.

Christian Eriksen deltager ikke i testkampen mod Sverige. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Christian Eriksen har fået fri fra testkampen mod Sverige for at være hos sin kæreste, der kan gå i fødsel hvert et øjeblik.

- Han (Eriksen, red.) er hjemme i Odense, men vi var i forvejen nødt til at finde nogen, der kunne løse hans rolle, hvis Christian bliver skadet eller er væk, siger landstræner Åge Hareide.

- Vi har forskellige spillere og også nogle nye med, der kan løse opgaven. Det får vi en god mulighed for at se i morgen, siger landstræneren, der fortæller, at det bliver Michael Krohn-Dehli, som går ind og overtager Christian Eriksens plads.

Derudover vil hverken Nicklas Bendtner, Andreas Cornelius eller Andreas Bjelland komme i spil til testkampen mod Sverige, da de alle døjer med skader.

- Det er ved at være en kamp mod tiden, tilføjer Åge Hareide, der mandag klokken 12 skal aflevere sin VM-trup til Fifa.

Lørdagens testkamp spilles på Friends Arena klokken 19.45. Om en uge venter så Mexico på Brøndby Stadion, inden landsholdet sætter kursen mod Rusland 11. juni.