Idyllen var betagende. Som den kan være i det sydtyske, hvor frodige bjerge og små blomsterdækkede byer byder sig til. Sådan en by er Baden-Baden, og sådan var den i sommeren 2006, da den velfriserede by blev vækket fra sin døs. Dengang VM og det engelske landshold kom til byen.
Kaos brød ud i byens gader hver eftemiddag, når de såkaldte WAG’s, spillerkonerne og -kæresterne, med Victoria Beckham i spidsen brugte gaderne som catwalks med en sulten engelsk tabloidpresse i deres glamourøse slipstrøm.
Og i et enormt telt et godt stykke op ad en bakke kom der engang imellem en engelsk VM-spiller til pressekonference. Ikke hver dag og ikke i lang tid. Da det var David Beckhams tur, kom han i en limousineagtig vogn med sorttunede ruder. Han steg ud i følgeskab af to bodyguards, der fulgte ham overalt, og han var væk 15 minutter efter det sædvanlige maskespil med pressen.
Jeg oplevede selv seancerne, da jeg dækkede det VM. Spillerne var superstjerner, konerne var stjerner, som poserede til de glittede sider, og den britiske presse lugtede blod. De forventede selv at vinde VM, og det forventedes af dem at vinde VM. Alt dette fik spillerne til at iklæde sig en facade, som kunne forveksles med arrogance, hvilket skabte en distance til det britiske folk. Og hæmmede dem på banen.
Naturligvis kom fodbolden heller ikke hjem det år.
14 år efter i Rusland rider spillerne på enhjørninger i en swimmingpool og viser det gerne til omverdenen. I det hyggelige engelske mediecenter, der fylder en hel etage på et hotel i den stille landsby Zelenogorsk, taler fire til fem af de engelske VM-spillere dagligt med pressen i bløde sofaer, spiller bowling, pool og dart med reporterne. Drikker kaffe med dem og ser ud til at kunne lide det.
De taler med fansene efter kampene på stadion, er i kontakt med dem via sociale medier, er bevidste om at at give mere af sig selv, og i søndags blev spillerne i hver deres bil kørt til Sankt Petersborg, hvor de kunne nyde en fridag med familierne. Ingen fra pressen fulgte med.
Oplevelsen med det engelske landshold i deres VM-lejr i Zelenogorsk i det nordvestlige Rusland er markant anderledes end nogensinde før. Arrogance og mistro er blevet afløst af åbenhed og socialt engagement. Årtiers længsel efter slutrundetriumf var blevet til smerte hos spillere, medier og fans, og tilhængerne sang efterhånden ”Football’s Coming Home”-hymnen i en ironisk toneart. Det gør de ikke mere.
Den nye, unge generation af spillere, der er klar til semifinalen i aften mod Kroatien, er et helt andet sted. En digital generation, hvor åbenhed og et bredt udsyn er naturligt; hvor facaderne er faldet, ligesom fortiden er det. Spillerne er ligeglade med gamle slutrunder, hvilket de siger åbent. De kan ikke bruge dem til noget. Det er her og nu, det er VM i Rusland, semifinale og deres egen historie.
- Vi ved godt, at England tabte semifinalen ved VM i 1990, men det har vi hverken snakket om eller set. Og heller ikke nogle af de andre slutrunder med England. Hvorfor skulle vi det? Vi skal lade fortiden være og fokusere på nutiden og skabe vores egen historie, som Ashley Young siger.
Ved EM i 1996 hørte det engelske landshold ”Football’s Coming Home” på vej til og fra stadionerne, som var titlen et krav til spillerne; i Rusland har Southgate fået staben til at vælge to sange hver til en playliste, man hører i bussen. Der er slukket for fortidens lydbølger.
Dråben for det engelske fodboldforbund var EM i 2016, hvor ’Three Lions’ blev slagtet af vikingerne fra Island, og efter at den nye landstræner Sam Allardyce måtte trække sig efter en skandale kort tid efter. Noget måtte ske. Ikke bare en ny træner, men der skulle skabes en helt ny kultur både på og uden for banen.
To personer fik hovedrollerne i den proces, U21-landstræneren Gareth Southgate og psykologen Pippa Grange. Southgate, straffesparkskurken fra EM i 1996 og uprøvet i toptræner-sammenhæng, kendte den dræbende kultur fra de engelske landshold indgående, og som ny landstræner har han insisteret på at prikke hul på traditioner og myter.
Den hellige engelske taktik blev ’disprupted’ med et nybrud i form af et 3-5-2-system og en boldbesiddende stil, hvor selv forsvarerne er gode boldspillere. Southgate tøvede ikke med at rekruttere fra sit U21-landshold, hvor en generation af akademispillere snarere var opdraget i en europæisk fodboldramme end i en klassisk britisk.
Unge spillere uden den form for distance til det britiske folk, der har præget tidligere stjernespillere på landsholdet. Anti-stjerner som Harry Maguire, der for to år siden var til Englands kampe ved EM i Frankrig som fan sammen med sine venner.
Eller som målmandshelt Jordan Pickford, der inden VM kun havde spillet to sæsoner i den bedste række. Eller som Jesse Lingard, der ånder gennem de sociale medier og kontakten til sine fans.
Truppen til VM er en af de yngste nogensinde, men samtidig indkapsler den det moderne England i form af diversitet i klasse, race og alder. 11 ud af 23 spillere i truppen er sorte eller af blandet race, det højeste antal nogensinde, hvilket har betydet en samlende og inkluderende effekt i hjemlandet.
En effekt, landstræner Gareth Southgate proklamerede som en slags mission inden VM.
- Vi er et hold, der med vores diversitet og ungdom repræsenterer det moderne England. Og i England har vi i lang tid været faret vild i forhold til vores identitet i en moderne verden. Jeg mener, at vi med dette hold repræsenterer den identitet, og forhåbentlig kan folk relatere til os, sagde Southgate og tilføjede:
- Vi vil naturligvis først og fremmest blive bedømt på vores resultater på banen. Men vi har en chance til at påvirke noget, der er større end os selv.
Psykologen Pippa
Det er spillernes ansvar. Det har skullet komme indefra, lysten til at spille for England. Men i mange har år har frygten for den engelske trøje med alle forventningerne, mediernes blodrus og historiens vægt overgået glæden ved at trække i den. Pligten har skygget for lysten.
Det har Gareth Southgate selv oplevet, og landstræneren opgraderede derfor arbejdet med det mentale aspekt hos spillerne. Til dette VM er psykologen Pippa Granger rejst med til Rusland, efter at hun er blevet fastansat i forbundet.
Ved EM i 2016 fik forbundet fløjet en psykolog ned til Frankrig, og beskeden fra den daværende landstræner, Roy Hodgson, var, at spillerne kunne tale med ham, hvis de havde lyst. Psykologen havde ikke travlt i Frankrig.
Inden ansættelsen af Grange, researchede Gareth Southgate på, hvordan golfspillere og tennisspiller arbejder med deres psyke. Han søgte inspiration fra andre sportsgrene og har haft samtaler med Sir David Brailsford fra cykelholdet Team Sky, prominente rugbytrænere som Stuart Lancaster og Eddie Jones, men også med speedskateren Elise Christie. Som forsvarende verdensmester skuffede hun ved OL i Pyeongchang, da hun styrtede og missede guldet.
Alt sammen for at lære fra andre sportsgrene og atleter, hvordan de håndterer pres, forventninger, succes og fiasko. Ikke mindst, hvordan de bruger det mentale aspekt i deres sport og i deres privatliv. Læringer, han ville bruge på det engelske landshold.
Derfor blev psykologen Pippa Grange, tidligere landsholdsspiller i basketball, ansat i fodboldforbundet som leder af ”people and team development”. Hun har sammen med Southgate prædiket åbenhed og relationer mellem spillerne, og hun har haft personlige samtaler med alle spillere om deres håb, drømme og om deres livsstil.
Hun har fået spillerne til at åbne sig over for hinanden i små grupper, hvor de skulle dele deres personlige historier, deres frygt, usikkerhed, glæde og lykke.
Formålet har været at sænke paraderne over for hinanden og dermed lettere kunne være åbne udadtil i forhold til pressen og fansene. Rollespil som Werewolf er også blevet introduceret til spillerne, og selv Uno er blevet spillet meget i lejren for at få spillerne væk fra Playstation og andre spillekonsoller og være mere sammen med hinanden.
Spillerne har været modtagelige over for alt, der er kommet i deres retning, og de har ikke mindst æret Pippa Grange for, at det for første gang nogensinde lykkedes England at vinde en straffesparkskonkurrence ved en slutrunde. Grange har hjulpet spillerne med at visualisere deres spark fra 11 meter-pletten, og hun udarbejdede inden VM en straffesparksplan for hver enkelt spiller, så de bedre kunne håndtere presset.
Efter slutrunden skal Pippa Grange, eller engelsk fodbolds Mary Poppins, som hun også kaldes, arbejde med alle landshold i det engelske fodboldforbund.
Ny maskulinitet
Det ser ud til, at Gareth Southtgate mission om åbenhed over for pressen, fansene og nationen har båret frugt. Indtil videre. Medierne, spillerne og fansene spiller alle med, og alle rider de på samme bølge af national stolthed. Og i Gareth Southgate har man fået en ny slags træner.
Den 47-årige Southgate, velklædt, høflig og altid velovervejet, bliver betragtet som en kontrast til tidligere engelske managere, der repræsenterede en arkaisk machokultur. Southgate bliver opfattet som en ny form for trænertype med både maskuline og feminine værdier. En ny form for maskulinitet i den traditionsbundne engelske fodboldverden.
Det er da også de bløde værdier, der har gennemsyret Southgates arbejde med spillerne både i form af det sociale og det mentale. Da spillerne mødte op på deres værelser første dag på deres hotel, havde forbundet dekoreret værelserne med billeder af kærester, koner og børn udvalgt af familierne selv.
Engelske medier gjorde meget ud af, at han gav Fabian Delph lov til at forlade VM-lejren for at være med sin fødende kone i England. Kyle Walker har sagt, at det at være med landsholdet under Southgate føles som at være i en klub, Lingard har betegnet spillerne som en familie, og Eric Dier har kaldt VM-lejren i Rusland for en ferie uden et moment af kedsomhed.
Danny Rose benytter enhver lejlighed til at rose manageren for hans hjælp, da Rose kæmpede med en depression. En sygdom, Rose fortalte offentligheden om som en del af den nye åbenhed, som Gareth Southgate og Pippa Grange har indført.
- Hans hjælp, da jeg var syg, har været ubeskrivelig. Jeg vil gøre alt for at betale ham tilbage. En af hans bedste kvaliteter er helt enkelt, at han nok er den venligste mand i hele fodboldverdenen, siger Danny Rose.
Southgate og Pippa Grange har opfordret spillerne til at offentliggøre billeder fra lejren på deres profiler på de sociale medier for at mindske distancen mellem dem og det britiske folk, og et billede af fire spillere, der rider på oppustelige enhjørninger i en swimmingpool på deres VM-hotel, var aldrig blevet offentliggjort for bare få år siden. Det blev det forleden.
Gareth Southgate har en pragmatisk tilgang til møder og til kriser, som da han støttede Raheem Sterling efter kritikken af hans pistol-tatovering, men samtidig kritiserede ham for at komme for sent til landsholdssamlingen.
Han lægger vægt på spillerinddragelse, hvor ledende spillere er med i de taktiske overvejelser, og spillerne vælger ofte selv, hvilke videoklip deres holdkammerater skal se af modstanderne.
Ligesom han inddrager fansene. Han har insisteret på at snakke med fansene både inden og under VM om deres mangeårige oplevelser med det engelske landshold og høre på deres fortællinger om, hvordan de betragter landsholdet, og hvad der kunne forbedres i forholdet mellem fans og spillere.
Alt sammen for skabe en kultur, hvor spillerne føler, at de har en forbindelse til folket; så de føler en sammenhæng mellem det, de gør på banen, i pressen og på de sociale medier, og det, de får igen af fansene og medierne.
En maskulin rollemodel
Det skorter ikke på de rosende ord om Gareth Southgate og hans revolution på landsholdet. Men spørgsmålet er, om en åben, venlig manager med bløde værdier stadig vil være en helt, hvis ikke fodbolden vender hjem til England denne sommer?
Måske ikke i forhold til fodbolden, men ifølge kommentatoren Caroline O’Donoghue til gengæld som et forbillede for en ny generation af fodboldbørn.
- Lad os forestille et øjeblik, at fodbolden virkelig kommer hjem. Eller bare kommer tæt på. Er der et bedre symbol for unge drenge i forhold til venlighed, ære, empati og stil end den England-manager, der førte os dertil?