Åge Hareide har udtaget sin VM-trup: Bendtner er fravalgt

Nicklas Bendtner, Andreas Bjelland, Mike Jensen og Peter Ankersen er de fire spillere, der er blevet sorteret fra Danmarks VM-trup.

Nicklas Bendtner under landsholdets træning i Helsingør onsdag den 30 maj 2018 (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

De endelige 23 navne til herrelandsholdets VM-trup er nu udtaget. Og landstræner Åge Hareide har smidt lidt af en bombe. Nicklas Bendtner er blevet fravalgt på grund af den skade, der driller angriberen.

Det samme er Andreas Bjelland, mens også Peter Ankersen og Mike Jensen må se VM fra sofaen. Det står klart efter, at landstræner Åge Hareide søndag aften satte navn på sin trup.

- Bendtner og Bjelland er ude, for vi tror ikke, at de når at blive klar til den første kamp mod Peru. Det bliver for tæt på. Den kamp bliver meget vigtig. Og så har vi byttet Mike Jensen med Krohn-Dehli, siger Åge Hareide i en video på DBU's Twitter-profil.

- Vi har taget en ekstra angriber med. For Cornelius har været igennem genoptræning, og vi er nødt til at teste ham for at se, om han er klar. For han kan blive vigtig med fysikken til den første kamp mod Peru. Så Peter Ankersen er ikke med fra 27-mandstruppen. Det er de fire, som er udeladt.

En ekstra angriber

Især den første VM-kamp mod Peru kan blive afgørende for Danmarks videre færd ved slutrunden, og det har haft stor betydning for Hareides svære valg.

- Vi kigger på Peru-kampen, fordi den er så vigtig for os. Sandsynligvis kæmper vi med Peru og Australien om andenpladsen. Derfor er det vigtigt med et godt udgangspunkt, og så skal vi have friske spillere.

- Bjelland og Bendtner har været i træning efter skader, og vi tror ikke, de når at blive fitte til den første kamp. Der har vi valgt dem fra og taget Cornelius, der har haft et anderledes forløb. Det er rart med en ekstra angriber, for vi ved, at der bliver overbelastning for de offensive spillere. Det har vi også taget hensyn til, siger landstræneren.

Bendtner tog ordet

I det hele taget har det været en svær beslutning for Åge Hareide at træffe, og nyheden op at være fravalgt at næppe sjov at modtage. Sammenholdet i truppen gjorde dog modtagelsen noget bedre, og især Nicklas Bendtner tog det med oprejst pande.

- Jeg har set en fantastisk fin 27-mandsgruppe, så det har været svært at vælge nogen fra og sige til dem, at de ikke skal til VM, for de har stået sammen og arbejdet godt sammen, og de holder fint sammen. Det er det allerværste ved at være træner, når man skal vælge nogen fra. Specielt før et VM.

- Bendtner rejser sig op og spørger, om han må sige noget, og han ønsker holdet held og lykke med opgaven i Rusland. Sådan er det. De er blevet en tæt gruppe, og det er næsten lige så hårdt for spillerne som for mig, siger Åge Hareide.

DR Sporten ville gerne have snakket med Åge Hareide om udtagelsen af VM-truppen, men DBU meddeler, at landstræner ikke er til rådighed i dag, mens spillerne først er tilbage i landsholdslejren tirsdag.