Det kan virke fjernt at tænke på galoperende neonlys og fiktive væsener i den virtuelle verdens udfoldelse, når det eneste, man kan fornemme, er palmernes hvislen i vinden og de fjerne cikader.
Men når solen en sjælden gang svinder ind bag en let sky, afslører et palæ i det sydlige Lissabon sig for øjnene. Og bag de enorme gule murer bor en livslang dedikation til computerskærmen.
Danske Johan Sundstein er verdens rigeste esports-atlet, og han er blevet det på én måde.
- Jeg vil bare vinde. Hvad end det kræver, så finder vi ud af det.
I enorme arenaer foran tusindvis af mennesker og millioner af seere, har Johan Sundstein slået sit navn fast, som en af de mest succesfulde esports-atleter overhovedet. Alt sammen i online-spillet Dota 2 under navnet "N0tail". Her har han hen over en ti år lang karriere vundet stort set alt, hvad der kan vindes.
Nu sidder Johan Sundstein øverst på esports-tronen, og ser han tilbage på sit liv, har han alle dage været optaget af det virtuelle.
- Computerspil, Nintendo, Playstation 1, 2 og 3.
- Allerede i børnehaven pjækkede en ven og jeg for at tage hjem til ham og spille gameboy. Vores forældre ringede nærmest til politiet, for det er jo ikke normalt at pjække fra børnehave. Men vi kunne ikke lade, siger han, mens han griner.
Se Johan Sundsteins hus i videoen herunder:
I dag er der ingen grund til at pjække for at game. Johan Sundsteins Dota-karriere har sikret ham samlede præmiesummer på over 55 millioner kroner, hvilket gør ham til den esports-atlet, der har vundet flest præmiepenge i verden.
Og Johan har taget hul på sin formue for at skabe sit helt eget gamer-palæ. Med 17 værelser, store grønne arealer, fladskærme langs de fleste vægge, pool, jacuzzi og fitnesslokale. Og nå ja, privat kok.
Og så selvfølgelig kronen på værket – to værelser dedikeret fuldt ud til gaming med over 20 computere og tilhørende stole af den fineste kaliber. På den måde lever Johan Sundstein et liv, som de fleste unge gamere blot kan drømme om.
De 27 graders varme i oktober er heller ikke noget, han bruger unødig tid på at klage over. Men Johans ’Sunflower House’, som det er navngivet, bliver ikke kun brugt til at nyde livet. Og der er da også en grund til de store gaming-rum.
- Idéen er, at det skal kunne huse flere esportshold i to-tre måneder ad gangen. Der skal være sådan lejrtur-vibe over det.
- Man kan både arbejde hårdt foran computerne, men det, at der er grønt, pool, frisk luft, hjemmelavet mad, er alt sammen med til at øge ens præstation, siger Johan Sundstein.
Verdens største turnering
Den turnering, som har sikret Johan Sundstein de astronomiske beløb, er Dota-verdenens svar på verdensmesterskabet. Turneringen kaldes "The International" og er med afstand verdens største esports-turnering målt på præmiepulje.
Senest den blev afholdt havde den en samlet præmiepulje på over 300 millioner kroner, hvoraf det vindende hold kunne nyde godt af næsten 140 millioner fordelt på fem spillere.
Johan har med sit hold vundet turneringen to gange.
Men selvom titlen "dobbelt-verdensmester" klinger dejligt i ørerne, er det især vejen dertil, som er vigtig for Johan Sundstein.
- Det er regnestykket mere end resultatet. For mig betyder det mest, at jeg har evnen og forståelsen for, hvad der skal til for at vinde. Og hvordan man vinder som et hold.
- Måske kan man også sige forståelsen for, hvad der skal til for at få noget til at ske. Jeg kan jo ikke få alt til at ske, men jeg kan godt få det her til at ske med Dota, siger han.
Johans rejse til toppen har ikke været lige let hele vejen. Med skiftende hold og holdkammerater måtte han de første år gang på gang se sig slået ud af de større turneringer rundt i verden.
Det var først i 2016, da han var med til at starte et hold fra bunden, at det begyndte at vende for ham. Holdet fik navnet, Team OG.
Tanken bag holdet var at skabe mere struktur. Der skulle være en hierarkisk tilgang, men hvor venskab og tillid blev nøgleordene.
- Vi fik utroligt meget ud af hinanden. Vi fik hinanden til at blive bedre både som spillere, men også som mennesker.
- Altså jeg ville være den bedste, og jeg ville vise verden, at jeg var den bedste. Men måden man gør det på i det her spil, er som et hold. Og det forstod vi alle sammen.
Team OG’s position på scenen blev hurtigt slået fast, da de begyndte at vinde flere af de store turneringer – de såkaldte Majors. Men det hele kulminerede i 2018 og 2019, da de, som det første og hidtil eneste hold, vandt The International to gange i streg.
Starten på esports-rejsen var ikke nem. Hør Johan Sundstein beskrive det i videoen herunder:
Pensioneret?
Johan er lige fyldt 29 år, og selvom det kan lyde underligt, vil det sige, at han i esports-regi er en af de ældre.
For tiden holder han pause fra den professionelle scene som spiller, og de fem pladser på hans OG-hold bliver udfyldt af yngre spillere. Det har givet tid til en masse andet i livet.
- Jeg har ofret alt min tid i ti år. Og der er en masse ting, som jeg gerne ville have gjort før, som jeg nu prøver at få oplevet og få lært.
Om han vender tilbage som aktiv i en nær fremtid, står dog stadig hen i det uvisse.
- Nu må vi se. Man skal jo aldrig sige aldrig. Lige nu nyder jeg tingene, som de er, siger han.
Én ting er i hvert fald helt sikkert, hvis vi skal se "N0tail" trække i gamerdragten igen.
- Jeg ville ikke være klar på at spille med et helt nyt hold igen. Det er jeg blevet alt for gammel til.
Du kan se og høre mere om Johan Sundsteins rejse i Dota-verdenen i Sportsmagasinet på DR1 og DRTV søndag den 16. oktober klokken 21:40.